Da jeg skrev min seneste roman, ’Bjørnen’, var en af mine regler, at jeg ikke måtte forskønne hovedkarakteren, Vibse. Jeg ville give hende en stemme som et mellemværende mellem hende og mig, ja, måske ligefrem som en gave: Her, på disse sider, Vibse, må du være lige den, du har lyst til at være. Du må være stor, lille, vred, sårbar, hjælpeløs, fræk og tarvelig.

Egentlig var det en gave, jeg allerede havde fået af min mand, en kærlighedsgave. For det er den følelse, jeg nu har fået gennem 12 års bekendtskab, at jeg gerne må være alt dét, jeg er, og ikke kun lige dét, der passer ham.