Der var ikke mange vidnesbyrd om den far, hun aldrig for alvor nåede at komme tæt på, da hun for et års tid siden trådte ind i dødsboet:
Seks vaser. Hendes egen bog om Rusland – »uden at jeg tror, at man skal lægge for meget i det«. Og pilleglassene.
En stor bærepose fuld af nervepiller og medikamenter, æsker, bøtter, flasker og glas fra Tønder Løve Apotek, alle med faderens navn. Midler mod dit og medicin mod dat og især mod den sygdom, hun ikke anede, at hendes far havde haft det meste af sit liv:
»Han var skizofren. Og jeg vidste det ikke«, siger hun.
