0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Ny københavnerskole er rund, fræk, rå og fuld af ømhed

Københavns nye runde folkeskole, Kalvebod Fælled Skole i Ørestad, er ren rumpoesi og naturkraft. Skolen, der er tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter, fletter den skønneste krans om fællesskabet og viser vejen til børnefrihed på Fælleden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lundgaard & Tranberg
Foto: Lundgaard & Tranberg
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ørestad er blevet godt 25 år gammel i menneskeår, men i bymæssig forstand er bydelen endnu en forblæst teenager. Lang, ranglet og præget af ubalanceret vokseværk mellem nord og syd. For optaget af sit unikke ydre til at erkende sin konventionelle indmad, udstyret med en ubemandet metro som rygrad og opdraget efter gammeldags retvinklede planlægningsprincipper. Der er ikke meget friskole eller Steiner-organisk fantasi over Ørestads vækst. Mere: ’Ind på række!’ eller hold fri i Field’s. Men vi håber allesammen på det bedste, ikke? At Ørestad med tiden vil overkomme sin usikkerhed, acceptere sit leverpostejfarvede hår og være noget for andre.

Kalvebod Fælled Skole ankommer som en gave til den retvinklede bydel. Med et stærkt og følsomt natursyn i rygsækken og rumpoetiske vækst- og læringsmål, der forhåbentlig vil sprede sig som vedvarende energi gennem børn og by. Der er meget at lære, når man går med Lundgaard og Tranberg Arkitekter i skole. Om vind og materialer, lys og mekanik, fast form og flydende rum. Og vigtigst: at man kan gå ind i et hus som et lille menneske og gå ud igen som en del af et større fællesskab. Vi starter timen udenfor.

Skolen ligger lige på kanten af fælleden og Skovkvarteret i Ørestad Syd. Kvarteret er endnu under opbygning. Developerskilte på gadehjørner lover glade dage i lyse lejligheder, og kraner svinger over spredte byggepladser. Den nærmeste nabo til skolen har end ikke fået beklædt sin nøgne betonkrop. Ellers er området præget af nybagte tæt-lav-boliger, ferske fællesarealer og koncertmastodonten Royal Arena, der rager højt op over hustagene. Alt er nyt. På nær fælleden.

Der er ingen stier, der viser vej. Børnene kommer til at lave deres egne, når de driver ud for at finde bær og grave efter biller, kysse og slås

Skolen er rund. Ligesom arenaen, men trods det umiddelbare slægtskab er de to langtfra hinandens tvillinger. Snarere hver deres planet. Arenaen har store enkle træk, den er hævet på en plint og vil gerne ses på lang afstand. Skolens facadetakter er derimod findelte a la fransk brokade, og den putter sig lidt mod jorden.

Lundgaard & Tranberg
Foto: Lundgaard & Tranberg

Der er ingen kække farver, der fortæller børnene, hvilken vej de skal gå. Men de kan finde vej til omklædningsrummene ved at lægge mærke til bygningens vekslende kendetegn.

Fortidens indhegnede og disciplinerende skolegård er blevet afløst af et felt uden klare grænser omkring skolen. Fra rundkørslen må man selv finde vej til indgangen mellem spredte krat-øer med legeredskaber. Betonunderlaget er behandlet som et landskab med bløde håndlavede kanter.

Tæt på er bygningen benhård: glas forneden, aluminium foroven, trapper og balkoner i beton. Bang! Det ligner noget, man kan slå sig godt og grundigt på. Aluminium er et billigt og forudsigeligt materiale. Det forbliver nogenlunde halvgråt til sine dages ende. Hvilket kan glæde en bygherre og udfordre en arkitekt.

Da lyset pludselig skifter over skolen, begynder aluminiumspladerne på facaden at ulme i solen, mens de lange lodrette lister træder frem med fint tilvirkede profiler. Skolens alubeklædning er rå, ikke lakeret, som man plejer, og den åbne overflade lader lyset og tidens gang trænge ind. Brugen af det rå materiale fortæller os om tegnestuens ambitioner. Det samme gør funktionen. Alubeklædningen viser sig nemlig at være et solafskærmningssystem. Mellem listerne kører perforerede plader i lange lodrette bånd hen over vinduerne. Systemet og den bølgende vinduessætning animerer den runde form, som blev den bevæget af vinden.

Lundgaard & Tranberg
Foto: Lundgaard & Tranberg

Vestenvinden er et grundvilkår i Ørestad. Alligevel er det de færreste arkitekter, der tager den alvorligt. De mange høje facader og lige gavle øger blot turbulensen på gadeplan, og beboerne står med blafrende kinder på deres nye balkoner. Men vindarkitekterne hos Lundgaard og Tranberg arbejder sammen med naturen. Skolens cirkulære form får vinden til at bøje af, ligesom krat-øerne på legepladsen danner små læhegn, man kan gemme sig i. Former, der bøjer sig blødt for naturens spil, lys og bevægelse, fortsætter inde i skolen.

Indenfor gemmer cirklen på en smuk hemmelighed. Den har et rektangel af glas i sin midte. Det er en gymnastiksal. Egentlig skulle der have ligget en sportshal ved siden af skolen, og meningen var også, at begge dele skulle placeres længere inde i bydelen, ifølge lokalplanen. Men arkitekterne parrede i stedet de to programmer med to geometrier og trak dem helt ud til kanten af fælleden. Hvad er der så kommet ud af den enkle idé? Et ekstremt nuanceret og overbevisende varieret indre miljø, der trækker lyset og længslen fra den frie natur ind i både fællesrum og klasselokaler.

Under gymnastiksalen, der ligger i 1. sals højde, glider gulvet i stueetagens fællesrum ned mod fælleden og formidler et niveauskift mellem bykvarter og natur. Det er et stort rum, men det opleves som en rar dalsænkning. Der er kanter, man kan sidde på overalt. I varierende størrelser. Som stensætninger i et landskab. Små og store kroppe kan finde deres eget sted og læne sig imod de fyrretræsbeklædte vægge. Der er ikke noget særligt, man skal her, og der er ingen kække farver, der fortæller børnene, hvilken vej de skal gå. Men de kan finde vej til omklædningsrummene ved at lægge mærke til bygningens vekslende kendetegn. Ligesom ude i naturen. Mellemrummet mellem salen og de cirkulære balkoner ovenover er svimlende smukt og giver sug i maven. Lyset reflekteres i det glatpudsede terrazzogulv, der får en svævende karakter. Det ligner, at det flyder helt ud til fælleden.

Huse flyder selvfølgelig ikke, de står. Men tit kommer vi til at sige sådan noget, når vi prøver at beskrive et forløb af rum eller steder, hvor materialer snakker med hinanden på tværs af grænser. Skolen er fuld af sådan nogle situationer. Et gulv i et rum bliver til en forhøjning inde i et andet – og vi kan se det gennem glas. Ligesom man kan se resten af skolen gennem gymnastiksalen, uanset hvor man står i fællesrummene.

Cirklen er som figur både abstrakt og håndgribelig. Den er månen på himlen og appelsinen nede i skoletasken. Som skole skaber cirklen sammenhængskraft. Klasselokalerne ligger stablet i ubrudte ringe langs facaden på de tre øverste etager. Fra trapperne fordeler man sig videre langs balkoner. Indskoling nederst og udskoling øverst med egen tagterrasse. Klassisk hierarkisk, klassisk aulaskole og klassisk Lundgaard og Tranberg, idet tegnestuen gentager skemaet fra Tietgenkollegiet (2007), deres første runde og fantastiske brændemærke i Ørestadens pixelplan. Her ligger fordybelsesrummene også langs facaden, mens fællesrummene er vendt mod midten. Alligevel er Kalvebod Fælled Skole helt sin egen.

Lundgaard & Tranberg
Foto: Lundgaard & Tranberg

Klasselokalerne ligger stablet på de tre øverste etager. Fra trapperne fordeler man sig videre langs balkonerne.

I klasselokalerne er der dybe fyrretræsrammer omkring vinduerne. De fortykker facaden, forstærker roen i rummet og indrammer landskabet udenfor på smukkeste vis. Børnene kan sætte sig her for at lave en opgave eller holde pause, hver for sig, uden at forlade fællesskabet. Arkitekturen udpeger ikke særlige pædagogiske principper (som jo kan være skiftet ud med nogle nye, næste år). Men muligheder. For at være på flere måder, samtidig.

»Ørestad er Skandinaviens bedste vejkryds«, proklamerer Ørestadsselskabets hjemmeside stolt, og det er måske fedt nok, hvis man er voksen og skal fra A til B, men skal man lege og lære, må der en anden slags tænkning til. Den stærke og omsorgsfulde blanding af store rum, der omfavner små, gør skolen til et sted, hvor man tænker, at der er mulighed for at vokse. Samtidig giver skolens stærke forbindelse til fælleden modstand til den læring, der foregår indenfor. Heldigvis er der ingen hegn mellem skole og fælled. Kun en betonpromenade langs facaden. Derfra er det bare at stikke af. Der er ingen stier, der viser vej. Børnene kommer til at lave deres egne, når de driver ud for at finde bær og grave efter biller, kysse og slås.

Som barn af 80’erne gik jeg til og fra skole med en fornemmelse af, at skolen var min helt egen verden, der kun krydsede veje med mine forældres ved kvartalsvise forældremøder og højtidsarrangementer. På godt og ondt. Sådan er det ikke længere. I dag ville Eigil ikke have Snøvsen med i skoletasken, men far eller mor. En presset folkeskole beder om forældrenes engagement, og forældrene engagerer sig. På godt og ondt. Vi er i dag ekstremt optagede af skolegang, og at det er noget, der skal lykkes for vores børn. Så meget, at vi kan glemme, at skolen er børnenes rum. Men det minder Lundgaard og Tranbergs skole os om.Lundgaard og Tranberg Arkitekter

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter