Jeg har aldrig for alvor fattet, hvordan det er lykkedes morgendagens 50-års fødselar, skuespilleren Sidse Babett Knudsen, at undgå at blive sin generations største diva, både hvad angår et talent af olympiske dimensioner, og hvad betræffer stjerneudstråling.
Det er mig umuligt at skjule, at hvis Sidse Babett Knudsen havde en fanklub, ville jeg være dens præsident. Det er så objektiv, jeg formår at være.
Den dag Sidse Babett Knudsen når til at læse lokaltelefonbogen op for ydre Ugebølle, vil jeg sidde der med ørerne spidset. For at fange et af de der smil, hun har, og som sidder i stemmeklangen, i mundvigene og i øjnene.
Nå, ned på jorden. Hvem er hun, hende Knudsen?
På trods af tv-serien ’Borgen’, en spektakulær personlig succes for hende i årene efter 2010, på trods af flere helt ubetvivlelige succeser på film og teater føles Sidse Babett Knudsen stadig i nogen grad som en fremmed fugl. Vi associerer hende ikke med dogmebevægelsen, selv om hun har netop den alder, og hun synes ikke at være bundet op på hverken en instruktør eller et teater.
Den relative fremmedgjorthed følger hende helt tilbage til starten. Københavnerpigen Sidse tog til Paris direkte efter gymnasiet for at forbedre sit skolefransk.
Dernede lod hun sig indrullere på en lokal teaterskole, der faktisk mere var en gøgleruddannelse. Krop og instinkt var alt, mens det til sammenligning var psykologi, der var gud på de danske skuespilleruddannelser. Valget skyldtes delvis, at hun var nødt til at kompensere for ikke at være flydende på fransk.
Skuespilleren, digteren, maleren, fotografen fylder 60 år i dag: Viggo Mortensen er i de seneste ti år gået fra den ene kunstneriske succes til den anden»Du lyver med skuldrene!«, var den type kritik, man fik på skolen i Paris. Og når de måske egentlig mente, at hun skulle dykke længere ned i følelserne, pegede de på hendes mellemgulv og bad hende aktivere det. Altså rent fysisk, altid rent fysisk.
I et interview her i avisen har hun talt om de myriader af ting, et menneske består af, og som kan lægges sammen på forskellige måder og blive til »et kæmpemæssigt«, og hun kløjes i det og hvisler nogle s-lyde på vejen, »et kæmpemæssigt ... nervebanetræ!«, og hun var det der kæmpemæssige, uroligt virrende, neurotisk sitrende træ i stormen, som hun refererede til.
Og selv om skuespilteknikkerne er blevet blandet på frugtbareste vis i de 25 år, hun har gjort de danske scener usikre, sidder der så meget fra pariseruddannelsen tilbage, at hun stadig nærmest får kvalme ved tanken om at skulle udlevere sig selv i en rolle.
»Danma-a-a-a-rk«
I en branche af ekstroverte entertainere og – lad os nu sige det, som det er: narcissister – har Sidse Babett Knudsen i et kvart århundrede holdt på sin hemmelighed eller hemmeligheder. Hun er det længste, man i dette land kommer fra den sjælsgranskende method acting, der handler om at gøre sine egne private erfaringer til offentligt eje.
Hun arbejdede for FÅR302 og Mungo Park i 90’erne og blev landskendt for Jonas Elmers generationsdrama ’Let’s Get Lost’ i 1997. To år senere spillede hun hovedrollen i Susanne Biers gennembrudsfilm ’Den eneste ene’, og senere blev ’Monas verden’ til endnu et stort filmhit. Var hun alligevel en form for muse for en slags dansk nybølge ...?
I nyere tid er hun både blevet en slags stjerne i fransk film og amerikansk cablefjernsyn. Hun spillede en hovedrolle i den neglebidende franske ’Hermelinen’ i 2015, hvor hun var lige så mindeværdig som hendes store kollega Fabrice Luchini.
HBO gav hende rollen som den kyniske leder af tema-wildwest-parken ’Westworld’ i 2016. Ron Howard gav hende en rigtig fornuftig stor birolle i ’Inferno’, hvor hendes love interest var Tom Hanks.
I lighed med ’Borgen’ var det DR, der producerede serien ’1864’, en fædrelandshistorie fortalt stærkt kontroversielt af Ole Bornedal. Ikke mindst en scene, hvor Knudsen, i rollen som skuespilleren fru Heiberg, hopper op og ned på maven af konseilspræsident Monrad for at lære ham at udtale ordet ’Danmark’ med rette, skælvende, mavegyngende nationalistisk patos: »Danma-a-a-a-rk«.
Men ret skal være ret: ’Borgen’ først og ’Borgen’ sidst. Sidse Babett Knudsens karriere opsummeres af rollen som Birgitte Nyborg, formanden for et lille midterparti, der bliver landets første kvindelige statsminister.
Man kan måske i endnu højere grad sige, at ’Borgen’ opsummeres af, hvad Sidse Babett Knudsen tilføjede serien af varme og pragmatisme. Jeg har aldrig set folkestyret forklaret bedre og med større respekt for fænomenets kompleksitet end i ’Borgen’.
Her havde vi en skuespiller på den absolutte top af sin dygtighed, som formåede at udtrykke social idealisme side og side med behovet for at indgå politiske rævekager og hele tiden være nødt til at gradbøje retfærdighed og fairplay. Hun har hele tiden et endemål, man sympatiserer med, og fordi det er Sidse Babett Knudsen, der spiller Nyborg, føler vi, at de valg, hun stilles over for, også bliver vore.
Til lykke til fru Knudsen. Der er overhovedet intet, der tyder på, at de næste mange år bliver kedeligere end de første 50.
fortsæt med at læse
