Han har lige spillet på Louisiana, Víkingur Ólafsson, og det var næppe kedeligt. I hvert fald lægger man med det samme mærke til selvsikkerheden på hans seneste album, hvor den 34-årige pianist med det flotte navn koncentrerer sig om musik af Bach. Tonerne skilles ad med stor præcision.

Men kun så meget, at de stadig er bundet sammen af en elastisk tråd. Spændstigheden i islændingens spil leder uomgængeligt tankerne i retning af Bach-ekvilibristen Glenn Gould.