En seriemorder er på spil i Liverpool – og den ledende inspektør i efterforskningen, Greg Carver, er blevet skudt.
Da hans nærmeste kollega, kriminalassistent Ruth Lake, låser sig ind hos ham og finder ham bevidstløs, sletter hun straks alle spor og forlader gerningsstedet og sin døende kollega.
Hvad i alverden er det, der foregår?
Den murstenstykke krimi ’Splinter i blodet’ skyder sin handling i gang med en indledning, der kan få det til at gyse i kroppen og tankerne til at slå kolbøtter, og hatten af for at introducere en hovedkarakter, som fra første færd er suspekt. Det er usædvanligt, og det kræver både en god portion mod og et grundigt udredningsarbejde siden hen.
Desværre indfrier ’Splinter i blodet’ ikke indledningens forventninger. Historien om Ruth Lake, der holder noget hemmeligt – også for læseren – mens hun forsøger at opklare et mord, der ikke direkte er relateret til seriemordersagen (eller er det?), farer vild i sine egne detaljer.
Giftige torne
’Splinter i blodet’ er fortællingen om en seriemorder, der tatoverer sine ofre i sindrige mønstre ved at bruge giftige torne – heraf tilnavnet ’Tornemorderen’.
Åbenbart var efterforskerne Carver og Lake tæt på at knække gåden, da Carver pludselig blev skudt. Han husker ikke selv, hvem der skød ham, og vi ved, det ikke var Lake – men hvem var det så? Og hvor meget ved Lake?
Spillet mellem de to efterforskere er det afgjort mest interessante ved romanen, men det fylder ikke nær nok. For undervejs vil forfatterparret bag pseudonymet Ashley Dyer, Margaret Murphy og Helen Pepper, for mange ting på en gang.
Miljømæssigt sender beskrivelserne af Liverpool kombineret med et plot, der har en sadistisk seriemorder i centrum, tankerne i retning af tv-serien ’The Fall’, som udspillede sig i Glasgow.
Svært at gennemskue plottet
Det er ikke en sammenligning, der taler til romanens fordel. For ’The Fall’ havde to utrolig nuancerede og menneskeligt interessante karakterer i centrum – den følelseskolde kvindelige efterforsker og den charmerende familiefar/seriemorder – hvorimod ’Splinter i blodet’ aldrig helt får gjort sine centrale karakterer til mennesker af kød og blod.
Det hænger måske sammen med, at Ruth Lake altid er på farten, ind og ud af biler, kontorer og møder i en grad, så opklaringens forløsende brikker aldrig når at falde på plads. Og alligevel er det ikke svært at gennemskue plottet.
Irriterende småfejl
For selve plotafviklingen halter det med, og da der hen imod slutningen sniger sig en del forstyrrende småfejl ind, bliver man træt og irriteret (f.eks. siger Ruth Lake om ’Tornemorderen’, at det nu er »første gang, han har kaldt hende ved fornavn«, til trods for vi at få sider forud har læst en dialog, hvor han gentagne gang har kaldt hende Ruth).
Til gengæld giver de mange miljøbeskrivelser fra Liverpool en god og levende stemning til fortællingen, og man mærker, at forfatterparret Murphy & Pepper – som både har erfaring fra kriminalromaner og fra retsmedicinsk arbejde – har styr på deres miljø, tonen mellem politifolkene og alt det tekniske.
Og det er en sjældenhed. Så foretrækker man teknisk ekspertviden frem for et stærkt motiveret plot, er ’Splinter i blodet’ sandsynligvis lige sagen.
fortsæt med at læse
