1Den bedste: Den kroniske uskyld, Det Kongelige Teater
Inden Elisa Kragerup midtvejs i sæsonen overtog posten som direktør for Betty Nansen Teatret, fik hun med ’Den kroniske uskyld’ sat et lysende punktum for karrieren som førende instruktør på Det Kongelige. En lille stor forestilling, der viste hendes sans for at sætte nyt liv i klassikerne og få kroppen til at tale – med en menneskelighed, der trænger igennem hvad som helst. Totalt udsatte på den lille intime scene rykkede skuespillerne ind på livet af publikum, der sad bænket hele vejen rundt om på klos hold. Vi kunne nærmest lugte ungdommens uskyld, sårbare længsler og ustyrlige livsappetit. Ligesom Morten Hee Andersen og Simon Bennebjerg som Tore og Janus balancerede overgivent langs publikumsrækkerne, var forestillingen en inderligt medrivende balancegang gennem ungdommens farligt forjættende land. Kragerup, der også før har overført romaner til scenen, har imidlertid på Betty Nansen lagt ud med at knytte en husdramatiker, Line Knutzon, til stedet. Et løfterigt signal i en sæson med kritik af de store teatres satsen på film og romaner, mens dramatikerne er på standby.
2Den største fuser: Aladdin, Det Kongelige Teater
Når Det Kongelige kan stå for både det bedste og den største fuser, er det tegn på, at der i hvert fald er liv i foretagendet. Det var et sats at få rebelske Christian Lollike til at give sig i kast med Oehlenschlägers romantiske lystspil ’Aladdin’. Forventningerne var høje, efter at han sidste år skabte et rablende radikalt pletskud med Holbergs ’Erasmus Montanus’ på Aarhus Teater. Men hans take på det orientalistiske versedrama om ’naturens muntre søn’ blev en skuffende fuser. En træls identitetspolitisk diskussionsklub, hvor Oehlenschlägers tekst fik fingeren af skuespillere, der brød ud af deres roller for at brokke sig over politisk ukorrekthed. Løsslupne provokationer uden samlende tanke. Nok er Lollikes vilje til konstant at søge nye veje livgivende for teatret, men en sæson, hvor han havde gang i hele fire produktioner, viste altså, at selv en mand med hans produktivitet kan ende med at flade ud.
3Den onde: Richard III, Husets Teater
Mens 2018 blev oversvømmet af #MeToo-bølgen, var det mandedramaerne, der bredte sig i teatret: ’Peer Gynt’, ’Kongens fald’, ’Pelle Erobreren’, ’Aladdin’, ’Faust’, ’Svejk’, ’Biedermann og brandstifterne’. Dog var det på Husets Teater Tammi Øst, der spillede magtuhyret Richard III – forrygende godt og indtrængende ondt, uden at det handlede om køn. Dog med den feministiske pointe, at hun ligesom Richard med puklen som kvinde har den forkerte krop til at kunne udfylde magtens jakkesæt. Men det, der gjorde Richard til en superskurk af i dag i instruktøren Jens Albinus’ Shakespeare-koncentrat, var netop evnen til at performe sig ud af hvad som helst, om der så skulle forføres, myrdes eller holdes tale. Direkte henvendte Richard sig til os, som var vi hans fortrolige – eller medskyldige. En nærgående demonstration af, hvordan en tyran kommer til magten: Kun fordi vi bakker ham op! Det ondeste af det hele var, hvor meget denne Richard i al sin tilforladelige fremtoning lignede os selv.
4Den grænseløse: Hadets sange, Den Frie Udstillingsbygning
Godt, at der findes en Tue – Biering – i en tid, hvor alt for mange forestillinger flader pænt ud i håbet om at se ’borgerrelevante’ ud , mens kulturminister Mette Bock varmer op til ildevarslende scenekunstreformer. Instruktøren Tue Biering har altid gået sin egne vildveje i samarbejde med alt fra kongelige skuespillere til kontanthjælpsmodtagere og prostituerede. I ’Hadets sange’ lod han sammen med scenografen Marie Rosendahl Chemnitz fem netkrigere fra virkelighedens verden rykke ind i en labyrintisk performanceinstallation på Den Frie. Her kunne vi gå i dialog med nettroldene for at mærke alt det had, som internettet svømmer over med: slamkusse, vatpik, idiot, svagpisser! Men bedst som man troede, man skulle møde en trold, viste det sig at være en ret så menneskelig kriger, der mest af alt var drevet af desperation over at være en magtesløs brik i såkaldte Velfærdsdanmark. Det kan man kalde borgerrelevant på den barske måde. Ikke ligefrem den slags folk, man plejer at møde i teatret.
5Den omdiskuterede: Black Madonna, Sort/Hvid
’White Nigger/Black Madonna’ er en klar vinder, når det gælder årets mest udskældte og omdebatterede forestilling. Allerede inden premieren blev den anklaget for racisme, og forestillingsplakaterne revet ned i protest. Kan man som hvid kunstner tillade sig at bruge det forbudte n-ord og sværte sit ansigt sort på scenen, mens man fortæller om længslen efter at være en sort bitch? Det var, hvad performeren og dramatikeren Madame Nielsen vovede sig ud i på Sort/Hvid i kompagniskab med Christian Lollike som instruktør. Det medførte en en heftig identitetspolitisk debat, og teatret ændrede titlen. Mens debatten desværre kørte ud på et ensidigt sort-hvidt spor, rejste forestillingen til trods for en vis dramatisk firkantethed spørgsmålet om identitet på et langt dybere plan – i kraft af Madame Nielsens unikt foruroligende performance. Op over det hele hævede denne black madonna sig til sidst som en nøgen, afpillet krop hinsides hudfarve og køn. En nulstillet identitet.
fortsæt med at læse
