Der er dage, hvor jeg overtræder samtlige Svends Brinkmanns bud. Jeg løber rundt med jahatten hængende efter mig i en travl tut uden hverken at stå fast eller gå glip. Når det har stået på i 10-12 timer, hvilket sker for mellemledere på Politiken, er jeg træt som en junkie. På cykelturen hjem føles Bellahøj Bakke som Mont Ventoux.

På disse dage er det eneste, jeg drømmer om, et slumretæppe og 2-3 afsnit at tv-serien ’Greys hvide verden’. I tirsdags så jeg afsnit 23. og 24. af 14. sæson, hvilket afslører, hvor relativt ofte tilstanden rammer mig. Undskyld, Svend.