Film
’Shoplifters’
»Den seneste film, jeg så, var ’Shoplifters’, den var sindssygt god. Den handler om en lille familie af småsvindlere og er en ekstremt god belysning af fænomenet familie, og hvordan kærlighed stort set aldrig er gratis. Den er langt ud over de romantiske klicheer og siger noget om, hvordan vi allesammen også er i relationer ud fra egeninteresser«.
Blå bog
Lone Frank
Videnskabsjournalist, forfatter og foredragsholder. Tilknyttet Weekendavisen og Radio24syv. Har udgivet flere fagbøger og er aktuel med Podcasten ’Ingen Elsker Lone Frank’ på Weekendavisen.
Podcast
’Pharaos Cigarer’ på Radio24Syv
»Jeg hører ikke særlig meget musik, jeg kan bedre lide podcast, som jeg til gengæld hører meget af. Samlende er det typisk kultur- og kunstsamtaler. En klar favorit er ’Pharaos cigarer’ på 24syv, jeg ligger religiøst og lytter til Karsten Pharao de to timer hver uge. Ellers er jeg helt vild med podcasten ’Writers & Company’, det er skidegodt. Det er Eleanor Wachtel, garvet journalist og litterat, som interviewer forfattere. Og i stedet for bare at vælge den, der lige udkommer med noget nyt, så vælger hun de mest interessante. Det kan være de mest berømte og de helt nye ukendte stemmer. Det har kørt i 25 år, så der er et enormt bagkatalog. Hun er utrolig til at få dem til at sige noget interessant, der er så meget kunstnerævl derude, hvor man tænker, at folk bare skulle skrive og male og så ellers holde mund. Men hun lykkes med meget få midler. Herhjemme har vi en tendens til, at værten skal fylde meget, men det fungerer bedre med få velvalgte spørgsmål«.
Tv-serie
’Escape at Dannemora’
»Jeg er lige begyndt på ’Escape at Dannemora’. Der er lange perioder, hvor jeg ikke ser serier, men udelukkende hører podcast, og så kan jeg trænge til lidt skærm. Serien handler om en fangeflugt. Det er Benicio del Toro og så Patricia Arquette, som er sminket megagrimt og er lidt tyk. Det er uæstetisk, hæsligt og real life. Passer perfekt til vinter, hvor man selv kan føle sig fanget i et fængsel«.
Bøger
’My Ántonia’ af Willa Cather
»Jeg har lige læst ’My Ántonia’, skrevet af en for længst glemt amerikansk forfatter, Willa Cather, fra Nebraska. Det er pionerlitteratur, en meget fin fortælling om det underlige liv på prærien. Og ellers har jeg kastet mig over ’Kvinden ved 1.000 grader’ af Hallgrímur Helgason, en fantastisk forfatter. Jeg er altid imponeret over Island, at et så lille land kan have så mange gode forfattere. Halldór Laxness kommer jeg mig aldrig over«.
Museer
Mütter Museum i Philadelphia
»Jeg var på Mütter Museum for nylig, et af de største og ældste anatomiske museer. Man går rundt i de smukke gamle sale, hvor der er opstillet alle mulige præparater, skeletter og redskaber. Og så driver de stadig forskning. Jeg var inde og se, hvordan man ved at tage prøver fra koleratarme kan se, at det er den helt sammen slags kolera, der hærger i visse u-lande den dag i dag«.
fortsæt med at læse
Jeg er blevet inspireret af Netflix-serie
-
Billedkunstner Jakob Kudsk Steensen: Computerspil er faktisk mine tv-serier, de fungerer bedre for min inspiration
-
Forfatterens yndlingsbog gør Gud til kød og blod: »Hans tårer, mave, cigar og fingernegle bliver skrevet frem«
-
Danmarksmesteren i stand-up om kunst: Det tætteste jeg kommer er nok mit Bilka-billede til 150 kroner







