»Per Folkver og jeg havde en meget meget lang fælles historie. Vi havde nogle oplevelser, som bandt os tæt sammen. Jeg var med til at lægge Pers kone i graven, og 12-14 år efter var han med til at lægge min kone i graven«.
Sådan siger Henrik Saxgren, ven og kompagnon til Per Folkver, mangeårig Politiken-fotograf og fotochef, der døde i 2014. Hans enorme arkiv af bl.a. fotografier er nu skænket til Det Kongelige Bibliotek. Over fem dage fortæller Henrik Saxgren om nogle af disse billeder.
»Da Pers kone var syg af kræft, husker jeg specielt den periode, hvor hun fik strålebehandling. Det var en meget belastende periode for dem begge. Når man skal have stråling, er det vigtigt, at man ligger præcis på den samme måde hver gang, så strålerne ikke skader andre organer. Derfor laver man en personlig skumform til alle kræftpatienter. Da de var færdige med strålebehandlingen, fandt Per alle de skumforme, som de andre patienter havde ligget i. Og Per affotograferede alle de forme, han kunne finde på onkologisk afdeling. Efterfølgende lavede han en installation i Billedhusets Galleri, som hed ’Skal’, hvor i hvert fald 40 billeder hang meget tæt sammen«.
»Da jeg så udstillingen dengang, oplevede jeg den mere abstrakt. Udstillingen bevægede mig ikke. For mig var billederne mere en undersøgelse af stoflighed og tonalitet. Det var sådan, jeg så de billeder. Altså mere som en kunstnerisk øvelse end en personlig refleksion over det, som Pers kone havde været igennem«.
»Men da min kone så mere end 10 år senere også fik kræft og fik støbt en tilsvarende form til sin strålebehandling, huskede jeg pludselig Pers billeder, og nu fik de en helt anden betydning. Og det skal man altid huske på, når det handler om et fotografi: at fotografiet bliver skabt inde i hovedet på den, der ser det. At man oplever et fotografi med de forudsætninger, man nu engang har, når man ser det. Så det var derfor to vidt forskellige oplevelser at se de samme billeder med 14 års mellemrum.
»Da jeg så udstillingen i Billedhusets Galleri, havde jeg ingen personlige erfaringer med strålebehandling og så derfor udstillingen som et formmæssigt eksperiment. Men da jeg efterfølgende så billederne i lyset af min egen kones død, var det pludselig en meget voldsom oplevelse. Billederne var helt de samme – det var mig, der havde forandret mig«.
»Per var meget optaget af netop det med, at billedet skabes i hovedet på beskueren. Man kan sige, at det var Pers hovedtese. Og den oplevelse, som jeg havde, understøtter, at hans tese holder«.
fortsæt med at læse
Når man bruger lang tid sammen med mennesker, forvandler de sig fra klicheer til rigtige mennesker
-
»Per og jeg var fascinerede af flere af de samme ting – ud over fotografi var det kvinder og erotik«
-
»En dag havde de sex med nogle naboer på badeværelset. Og Per fotograferede det hele«
-
Det var heller ikke helt uproblematisk, da Per fotograferede grindehvalslagtningen, for færingerne var skidebange for Greenpeace
