»Tror vi på mennesket?«, spurgte den svenske digter Stig Dagerman i et essay i 1950. Ingen har, så vidt jeg ved, stillet samme spørgsmål til Michel Houellebecq, fransk litteraturs mørkøjede civilisationspsykolog, men det er ikke svært at gætte svaret.

Houellebecq er ikke humanist. Han er ikke socialist eller socialdemokrat og mindst af alt liberal. Til gengæld er han en af de få tilbageværende forfattere, hvis udgivelser er en europæisk begivenhed. Alene af den grund er han værd at lytte til. At læse Houellebecq og at høre, hvad der bliver sagt om ham, er at læse samfundet læse sig selv.