Spillestedet Atlas i midtbyen var propfuldt. Det var tydeligt, at Karmen Rõivassepp er elsket i Aarhus, hvor den unge sanger har valgt at kaste anker. Her arbejder hun med mange jern i ilden. Rõivassepp er både vokalist, bigbandleder, korsanger og komponist, og i Aarhus har hun ydermere samlet sin egen jazzkvartet, som i sommer udgav sit første album, ’Dance of sounds’.
Albummet består næsten udelukkende af sange, som Karmen Rõivassepp selv har skrevet, og sådan var det også med hendes minikoncert i Atlas, hvor hun i ét stort sæt viste, at hun kan noget med ord og toner, der hviler på lige dele ærlighed og solidt håndværk.







