Det første, jeg hørte til modeugen, var lyden af George Brassens’ stemme, der sang romantisk om ’Les Amoureux des Bancs Publics’. Sangen fra 1953 om de forelskede på en offentlig bænk fyldte et højloftet galleri et håndboldkast fra Amalienborg. Alt virkede roligt og nærmest aristokratisk. På hver stol lå en hvid rose og et par nitrilhandsker af den slags, der tiltaler både havefolk og pushere. Handskerne var tilføjet logoet Muf10.
Umiddelbart et pudsigt valg af musik og omgivelser for et mærke, der mest forbindes med dansk rap og gadekultur. Den del af Muf10’s historie var synlig blandt gæsterne i deres logopyntede pilotjakker side om side med stylede modedamer. Det hele blev mere genkendeligt, da musikken skiftede, og rapperen Jamaika gik messende gennem lokalerne ledsaget af en bodyguard (klædt i Balenciaga-kasket).
Grundlæggeren Reza Etamadi har de seneste år udført et guerillaangreb på modeverdenen ved at låne kendte genstande og sætte sit navnetræk på dem. Det er ofte mere customizing end nyt design, og han spreder mærkets navn via sine omvandrende reklamesøjler.
Kollektionen til sommer/efterår 19 fortsætter i samme stil: dunveste, læderjakker og nogle kombi-projekter, hvor en trenchcoat er syet sammen med en denimjakke. Frem trådte topmodellen Nadja Bender i lang turkis aftenkjole med masser af slidser og kig til hud. Hun var ved at snuble i stoffet, men fik da vist, at Muf10 har ambitioner om andet end streetwear.
Hvis man skal tro den internationale modepresse, er streetwear og store logoer på retræte. Det er nok mest ønsketænkning fra et hjørne af modeuniverset, der længes efter en anden stil. Tendensen holder næppe ude i virkeligheden. Muf10 prøver at spille på begge heste, men da designeren til sidst vinkede til sine gæster, var han klædt i dunjakke i pangfarver med et stort Just Eat-logo på ærmet.
Ambitioner og usikkerhed
Vinterudgaven af Copenhagen Fashion Week har to hovedkanaler. 31 shows er spredt ud over byen og løber med opmærksomheden fra fotografer og billedmedier, mens modemesserne i Øksnehallen og Bella Center holder hjulene i gang og sælger nordisk mode til verden. Seneste eksporttal: 31 milliarder kroner i 2018.
Modeugens første dag var på showscenerne præget af nydeligt, tilgængeligt og forhåbentlig også salgbart design. Det kan skyldes, at der lurer usikkerhed i horisonten. Hvad sker der med det vigtige britiske marked, og hvordan pokker skal man sælge almindeligt efterårstøj, når temperaturerne stiger?
Resumé blev født i 2016 af søstrene Emma og Anne Louise Lohmann og har kommercielle ambitioner. De talte et klart sprog med en kollektion, hvor alt var nyt, men pegede tilbage til især 1960’erne. Flere indslag lod til at være skabt med Cher som muse. 1960’ernes Cher altså, selv om det var ’Believe’ fra 1998, der spillede i finalen i Blox.
Resumé tror på ternede buksedragter, gulvlange løse kjoler, der flagrede, som sad de på en kvinde fra Yves Saint Laurents entourage i Marrakesh. 60’er-ånden spøgte også i lange hvide lakstøvler og en sølvskinnende, lårlang quiltet jakke. Det var et smukt look fra dengang, rumalderen var groovy, og 2019 markerer jo 50-året for den første månelanding.
Afskallet stil
Det bringer mig videre til Planetariet, hvor Blanche præsenterede et miks af film på det gigantiske lærred og levende modeller. Det stadig nye mærke, der ledes af Mette Fredin og Melissa Bech, har noget med denim og søger mod en afskallet stil. I shownoterne stod beskrivelsen ’tidløs og alligevel moderne’, og den gamle kliché passede fint til de rene linjer serveret på en bund af vindblæst dansk landskab, jordfarver, uniformsinspiration og mere denim. Dér var Nadja Bender igen i spotlyset, nu klædt i indigofarvet heldragt.
Sat over for de detaljer og lækkerier, man kan opleve ved et modeshow rettet mod kvinder, er der noget faktuelt over en fremvisning af herretøj. Den skal for tiden indeholde pilotjakker, cargobukser, en parka, noget strik, lidt teknisk overtøj, og det hele må gerne dufte af amerikansk preppy eller måske britpop.
