Den unge franskmand Julien Brocal kan gå hen og få en meget spændende karriere.
Foto: Tippet Rise /Kathy Kasic

Den unge franskmand Julien Brocal kan gå hen og få en meget spændende karriere.

Kultur

Uvirkeligt: Pianister udgiver musik fra drømmeland

To etablerede pianister og en ny fransk begavelse spiller drømmemusik, der hensætter en i en anden tilstand. Det nye navn skal blive spændende at følge.

Kultur

Hvad drømmer pianister om?

Har de mareridt om vanskelige stykker? Eller svømmer de hen til lyden af smukke harmonier, som Ravel, Liszt og den alt for oversete kvindelige franske komponist Cécile Chaminade kunne undfange dem? Begge dele, hvis man skal dømme efter tre nye album, der alle på forskellig måde kredser om drømme.

Den australske pianist Stephen Hough er kendt for at spille de vanskeligste ting i rivende fart med forbløffende klarhed. ’Stephen Hough’s Dream Album’ er en samling meget forskellige stykker, som Hough binder sammen og løfter med sin forbløffende ubesværede tilgang til ikke bare at spille andres noder, men også selv skrive musik.

På en måde går denne nutidige virtuos i Liszts fodspor. For det er ikke nok for Hough at lege med vilde noder af Liszt og supplere med alt fra smægtende toner af eksotiske navne som Henry Love og Julius Isserlis til Chaminade. Hough skriver sine egne musikalske drømme ned, og de er på skift uspilleligt vanskelige og sentimentale som noget, en absurd overkvalificeret hyggepianist kunne ryste ud af ærmerne en sen nattetime på en dyr natklub.

Stephen Hough spiller Sibelius, så det lyder som Rakhmaninov, og supplerer med et kitschet stykke som ’Moskow Nights’, der begynder som en kendt klaverkoncert af netop den russiske senromantiker, hvis koncerter Hough har indspillet, så få andre pianister kan være med. Der er noget metallisk over farverne, når Hough giver den gas. Men der er også noget vidunderligt og meget forsonende over ham, når han med en finger ad gangen spiller ’Blow the Wind Southerly’, inden han ubesværet harmoniserer den, så den bliver til den smukkeste vuggevise.

Hough runder af med et lille stykke af den katalanske komponist Federico Mompou, og hvis du ikke kender ham, har du noget drømmende dejligt til gode.

Blide Julien Brocal

Mompou levede til 1987, men hans klavermusik er en poetisk tidslomme. På et album fra det nye plademærke Rubicon spiller en ung fransk pianist ved navn Julien Brocal Mompous tre stykker fra samlingen ’Paisajes’, og hvis nogen musik har drømmekvaliteter, er det denne.

I en optagelse, der er kælet for, spiller den unge franskmand – født det år Mompou døde – så indlevet og raffineret, at den spanske impressionists noder får overvældende dybde. Glem for en stund Satie. Mompou skal du høre. Ravels ’Miroirs’ tryller Brocal frem som klangmættet impressionisme, og i stykket ’Som en båd på havet’ fremkalder han med overraskende realisme fornemmelsen af en bevægelig havflade. Med ’Alborada del gracioso’ vækker han dig igen med spansk fyrighed.

Julien Brocal er ny på scenen. Han har udgivet et enkelt Chopin-album, men han er så lovende, at den kendte portugisiske pianist Maria João Pires for længst har taget ham til sig. Brocal er selv komponist, men modsat Hough holder han sine egne kompositioner ude af lydbilledet. Ved at koncentrere sig om Ravel og Mompou, herunder førstnævntes sonatine og sidstnævntes ’Charmes’, får han lytteren til at drømme, og han svøber en ind i vedkommende klang. Er der overhovedet noget at klage over her, er det, at man næsten bedøves af Brocals raffinerede, mørke og blidt registrerende spil.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Søvnløs!

Anderledes lyder det hos en anden fransk pianist, den alsidige Cédric Tiberghien, der er ude med et album med musik af Liszt.

Tiberghien koncentrerer sig om at få selv den korteste tone til at klinge rigt. Liszts ’Bagatel uden toneart’ har drømmekvalitet, og ’Wiegenlied’ fremstår lige så koncentreret, som Ravels klange gør hos Brocal. Spillestilen er bare anderledes – mere pointeret, mindre barytonalt uimodståelig – og efter en udhamret ’Mefistovals nr. 4’ og det dødsmanende mystiske stykke ’Den dystre gondol II’ er det på sin plads med Liszts sjældent spillede ’Søvnløs! Spørgsmål og svar’, der ruller som uroligt blod i årerne, inden lytteren får ro med ’En rêve’. I Liszts mest impressionistiske stykke, en glitrende beskrivelse i toner af ’Springvandene ved Villa d’Este’, er Tiberghien måske for omhyggelig med at skille de enkelte vanddråber ad. Men sådan kan denne musik altså også spilles.

Klassiske pianister har nok at have mareridt over. Liszt, Ravel og Mompou udfordrer dem med musik, der kræver det yderste. Men disse tre pianister kan du roligt give dig hen til, når du trænger til en dagdrøm, for de kan deres metier. Og Brocal må du høre. Det er sjældent at støde på en musiker med så dyb koncentration og indlevelsesevne. Ham skal det blive spændende at følge.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden