Foto: Ulrik Heltoft
Kultur

Smuk forløsning: Dansk fotokunstner sparker bevidsthedens maskinrum i gang

Kunst, som giver sig selv, er det ikke, når den danske foto- og videokunstner Ulrik Heltoft ruller sine surrealistiske og konceptuelle eksperimenter ud i Overgaden på Christianshavn.

Kultur

Vinduerne i udstillingsstedet Overgaden på Christianshavn er hvidtet til, så man ikke kan se ud over kanalen og over på Christianshavns Torv.

Det er et æstetisk greb at vaske vinduerne over og skærme af og skabe et diffust lys i det højloftede lokale. Men det er ikke i sig selv et kunstværk.

Måske gør det noget ved de ting på udstillingen, som rent faktisk er kunst, tænker jeg, som jeg langsomt bevæger mig rundt i den danske kunstner Ulrik Heltofts præsentation på Overgaden og udstillingens på samme tid stramme og helt underligt løse udsnit af værker: 14 fotografier og 4 værker med diasprojektioner består udstillingen med den lange titel af.

Det lyder ikke af meget, men Heltofts værker er sædvanligvis fortættede og bærer rundt på en bunke referencer og undersøgelser, så jeg tænker egentlig, at der er rigeligt, mens jeg lister afkodende igennem udstillingens tre sammenhængende rum.

Heltoft skaber som kunstner billeder i og uden for kameraet i form af video, fotografi og i visse tilfælde som animeret og kameraløst fotografi – ofte som en måde at udvide det litterære rum på ved at lave billeder baseret på referencer fra litteraturen.

Metodisk befinder han sig i kunstnerisk slægtskab med kunstnere som Joachim Koester og Ann Lislegaard. Og ligesom de har Heltoft altid slået mig som en überkontrolleret, superæstetisk og præcis kunstner, for hvem jeg forestiller mig, at alle beslutninger i den kunstneriske og ikke mindst installatoriske proces er nøje overvejet. Der er systemer og tanker indlejret i kunsten. Men man kan ikke nødvendigvis se dem.

Hviskeleg med privatdetektiv

Okay, 14 fotografier. Det første, jeg ser, er af en sort himmel med hvide stjerner på. De næste 4 er: En flammende tekst på en mur. Dernæst et mindre fotografi af en vanddunk i læder, som ligger i en ørken. Vandet løber ud. Så endnu en stjernehimmel, denne gang smuk og blå med en lille måne som det yderste af en fingernegl i højre side af billedet. Et fotografi viser en europæisk udseende mand, som måler noget op på et landkort.

Foto: Ulrik Heltoft

Hvor fotografierne har forskellige formater, er de alle indrammet i identiske passepartouter. Nederst på hvert passepartout er værkets individuelle titel præget ind i pappet. Stylish.

Jeg kan lede herfra til månen efter betydningerne af disse fotografier, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre

Jeg kan lede herfra til månen efter betydningerne af disse fotografier, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre.

Først søger jeg i Overgadens introduktion af udstillingen, men den forvirrer mig totalt, som om den tekst beskriver et helt andet projekt.

Imidlertid opererer udstillingsstedet med flere tekster, og i den mere konkret formidlende tekst skrevet af kunsthistoriker Niels Henriksen læser jeg, at værkerne ikke blot baserer sig på den semisurrealistiske franske forfatter Raymond Roussels bog ’Nouvelles impression d’Afrique’, udgivet i 1932, men på illustrationerne i bogen.

Blandt de 14 udstillede fotografer kan man se en flammende tekst på en mur og en europæisk mand, som måler noget op på et landkort. Man skal dog ikke lede efter betydningerne, for billederne har intet med hinanden at gøre. Men chikt og flot er det!
Foto: Ulrik Heltoft

Blandt de 14 udstillede fotografer kan man se en flammende tekst på en mur og en europæisk mand, som måler noget op på et landkort. Man skal dog ikke lede efter betydningerne, for billederne har intet med hinanden at gøre. Men chikt og flot er det!

Illustrationerne blev skabt i et underligt forhold mellem Roussel og illustratoren Henri Zo, som fik overleveret forfatterens verbale instruktion til illustrationerne af en privatdetektiv. Helt korte og nøgterne beskrivelser.

Denne performede nøgternhed mener jeg at kunne spore i Heltofts fotografier. Og skabt for nylig, som de er, indtræder de i en art surrealistisk leg mellem forfatter, illustrator og fotograf – som en hviskeleg på tværs af tid og på tværs af de kunstneriske medier: roman, tegning og fotografi. Très chic.

Heltofts fotografiske værker bliver derfor også små spor af forestillingsevnen – små filmstills af en indre film. Producerer bevidstheden nemlig ikke konstant billeder som en ustoppelig maskine? Mennesket er en billedmaskine, og den associations- og oversættelsesleg, som Heltoft indtræder i med den mystiske forfatter og illustrator, er smukt forløst af Heltoft på denne udstilling.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mudret skarphed

Men så er der diasapparaterne. De står rundtomkring i udstillingen, fylder op og forstyrrer måske lidt denne ellers stille og sjove fortælling.

Fælles for diasværkerne er, at de slet ikke viser fotografi.

En sølvtråd er knyttet, så den udgør et fint rundet net. Trådnettet er monteret i diasapparatet, og det er den forstørrede skygge af det, vi ser på væggen i udstillingen som et lidt hypnotiserende uskarpt system, der suger blikket til sig.

Inde i diasapparatet har Ulrik Heltoft monteret et net spundet af sølvtråd, som danner skygge på væggen på Overgaden.
Foto: Anders Sune Berg

Inde i diasapparatet har Ulrik Heltoft monteret et net spundet af sølvtråd, som danner skygge på væggen på Overgaden.

Et andet apparat viser et grid, som fliser på en væg, men sirligt skabt af hårstrå – igen, det er billeddannelse så simpel som en skygge på væggen. Et andet sted er smukt kalligraferede ord indgraveret direkte i de glasrammer, man ellers sætter sine dias i. Også disse ord og sætninger lander på væggen, hvor diasapparatets lys brydes af de former i glasset, som er opstået, når flager er faldet af det.

Det brudte glas skaber små regnbuer på væggen og illusionen af et rum eller en flydende kviksølvlignende substans, som former tekstens sætninger. Så er vi tilbage ved sproget som billede.

Foto: Anders Sune Berg

Og ligesom hjernen ikke behøver andet end sin egen teknologi til at producere indre billeder, behøver billeddannelsen ikke være mere teknisk kompleks end en skygge kastet på en væg.

Men hvor fotografierne agerer chikt og konceptuelt på den ellers elegante udstilling, flyder diasprojektionerne mere ud i rummene og mudrer skarpheden lidt til.

En diasfremviser er – som menneskets forestillingsevne – i udgangspunktet en sjov og tumpet billedmaskine. Rundt og rundt hakker den med sin karrusel. Her fremstår den som skyggemaskine, lidt selvhøjtidelig i sine spørgsmål til, hvad et billede eller et fotografi egentlig er og kan være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det spørgsmål er det langt sjovere at tænke over et svar på sammen med den rousselske associationsmaskine.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden