Rapperen 21 Savage bør løslades. Det er ikke hans skyld, at hans forældre ikke fik fornyet hans visum, da han var 13 år gammel, siger hans advokat.

Advokat kæmper for udvisningstruet hiphopstjerne: Han er lige sådan en, vi gerne vil have i USA

Udlændingemyndighederne bør straks løslade rapperen 21 Savage. Der er ingen risiko for at han vil flygte, siger hans advokat. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Udlændingemyndighederne bør straks løslade rapperen 21 Savage. Der er ingen risiko for at han vil flygte, siger hans advokat. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er en klar fejl, at de amerikanske udlændingemyndigheder har arresteret hiphopstjernen 21 Savage, fordi han ikke har et lovligt visum til at opholde sig i landet.

For myndighederne har længe vidst, at han ikke havde et visum, og det var ikke hans skyld, siger rapperens advokat.

»Da han var mindreårig, blev hans familie længere i landet, end deres arbejdsvisum tillod, og dermed blev han uskyldigt efterladt uden rettigheder, ligesom næsten to millioner andre børn«, siger hans advokat, Charles Kuck, ifølge BBC.

21 Savage kom til USA i 2005 som 12-årig på et visum, der udløb året efter. Det er aldrig siden blevet fornyet. Men ifølge Charles Kuck ansøgte 21 Savage om et såkaldt U Visa i 2017. Det er et visum, der kan gives, hvis man har været offer for vold.

Skudt

I 2013, på hans 21-års fødselsdag, blev 21 Savage seks gange ramt af skud i et angreb, der kostede hans bedste ven livet.

Ifølge Charles Kuck bør 21 Savage løslades, fordi der ikke er nogen risiko for, at han vil flygte, fordi han er et »prominent medlem af musikindustrien«, og fordi han er far til flere børn født i USA.

Charles Kuck beskylder udlændingemyndighederne for uden grund at straffe 21 Savage og forsøge at intimidere ham til at opgive sin kamp for at kunne blive i USA.

Men 21 Savage er ikke til nogen fare for samfundet, men tværtimod »den type immigrant, vi gerne vil have i Amerika«, siger advokaten ifølge BBC.

Falsum

Arrestationen og oplysningerne om, at 21 Savage med det borgerlige navn Shayaa Bin Abraham-Joseph først kom til USA i 2005 som 12-årig, har sået tvivl om den historie om sin opvækst, han selv har fortalt.

Han har i interviews beskrevet sin opvækst i Atlanta. I et interview med magasinet Fader fortalte han, at han var 8 år, da han første gang så en pistol – dog uden at fortælle, hvor det skete. Han har også fortalt, at han blev smidt ud af skolen i Atlanta som 12-13-årig, fordi han tog en pistol med ind i sin klasse.

Mange af 21 Savagess tekster handler ligeledes om en voldelig opvækst i Atlanta omgivet af narko og skydevåben.

CNN har citeret en talsmand for udlændingemyndighederne for at sige, at »hele hans offentlige personlighed er et falsum«.

Shayaa Bin Abraham-Joseph blev i 2014 dømt for alvorlig narkokriminalitet, tilsyneladende uden at myndighederne tog stilling til hans opholdsgrundlag i landet.

Han bliver anset for at være en af de vigtigste hiphopmusikere i Atlanta, hvis hiphopscene regnes for den mest betydningsfulde i USA. I Atlanta har han også engageret sig i velgørenhed og forsøgt at hjælpe fattige unge.

21 Savage er nomineret til to priser ved Grammy 2019, blandt andet for årets bedste indspilning for nummeret ’Rockstar’ sammen med rapperen Post Malone.



Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her