Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Imens hitlisterne oser af soundcloud rappere med plettede straffesattester og Ariana Grande, går Jessica Pratt rundt i sin egen lille tidslomme og hviler smukt i ikke være skabt til disse tider.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fem hjerter: Jessica Pratt giver ensomheden hovedrollen på sit filmiske og skønne album

Californien er en mytologi malet af David Hockney , skrevet af Joan Didion og besunget af Joni Mitchell, Brian Wilson, Dr. Dre, Lana Del Rey og nu også Jessica Pratt, som med sit tredje album, ’Quiet Signs’, har forenet det californiske lys med ensomheden og mørket i sine sange.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jessica Pratts album ’Quiet Signs’ indledes af det klaverbårne nummer ’Opening Night’. Jeg forestiller mig, at Pratt sidder alene ved klaveret med en stærk spiritusdrink og spiller og synger for sig selv, vel vidende at vi andre ikke kan lade være med at lytte med, for hendes sange lyder som hemmeligheder og samtaler, man har lyst til at smuglytte til.

Jessica Pratt debuterede med et selvbetitlet album i 2012 og modtog rosende anmeldelser for opfølgeren ’On Your Own Love Again’ fra 2015, især på grund af hendes spæde, men karakterfulde stemme og af sangskrivertalentet, der leder tankerne hen på Leonard Cohen.

Pratt synger, som om hun bare nynner, og hendes sangstemme har en ganske særlig badeværelsesrumklang.

Beach Boys som musikalske muser

I 2015 interviewede jeg Jessica Pratt til et populærkultur-tidsskrift, jeg havde startet.

Vi talte mest om filmen ’Midnight Cowboy’ fra 1969 og om Cat Stevens’ fantastiske tilhørende soundtrack og om alle de film og plader, Pratt havde været inspireret af i sin opvækst i San Francisco. Alle referencerne lugtede af eventyrlystne fortællinger, om mennesker, der farer vild i store byer.

I en bog, jeg er ved at læse, der hedder ’The Lonely City’, beskriver forfatteren Olivia Laing sin eget forhold til at opholde sig ensomt i store byer, og hun mediterer over emnet ensomhed set gennem kunstens og også musikkens linse.

Laing citerer i et kapitel Dennis Wilsons sang ’Thoughts of You’, hvor han synger sætningen »Loneliness is a very special place«, og den sætning giver genlyd og mening, når man lytter til Jessica Pratts sange, som i øvrigt er sært forbundne med Wilson-brødrene fra The Beach Boys.

Ensomheden er en klar følgesvend hele albummet igennem, især på sange som ’Silent Song’ og ’Fare Thee Well’, men den er ikke nødvendigvis melankolsk. Man har rent faktisk lyst til at være sammen med den

Ensomheden er en klar følgesvend hele albummet igennem, især på sange som ’Silent Song’ og ’Fare Thee Well’, men den er ikke nødvendigvis melankolsk. Man har rent faktisk lyst til at være sammen med den.

’I Guess I Just Wasn’t Made for These Times’ er endnu en sang, der rumsterer, imens jeg lytter. Den er en titel og en sang af Brian Wilson, fra Beach Boys-albummet ’Pet Sounds’ fra 1966, og den sætning er ikke bare en sætning, men en følelse, som har givet genklang de sidste 50 år hos utallige musikere fra Elton John over Carole King og Paul McCartney til The Ramones.

Beach Boys har også været muser for en generation af unge musikere, som ikke engang var i nærheden af at blive født, da ’Pet Sounds’ hittede. En af dem er Jessica Pratt, som ligesom undertegnede er født i 1987, og som ligesom Wilson-brødrene besynger Californiens mere mystiske og ensomme sider især i sangen ’Poly Blue’.

Hjemløs i sin egen tid

Pratt minder om en række folksangerinder, der gik i glemslen i 1960’erne og 1970’erne og først 30 år sener blev samlet op og genudgivet af en ny generation.

Hun minder om den ikoniske kalejdoskopiske folksanger Linda Perhacs og om country-twangede Karen Dalton, sarte Sibylle Baier og triste Nick Drake, den nok mest berømte folksanger i kategorien af musikere, der først fik anerkendelse, årtier efter at pladerne blev indspillet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pratts slægtskab med musikere, der ikke brød igennem i deres egen tid, er en smuk symbiose, fordi hun også er hjemløs i sin egen tid og længselsfuldt synger sig ind i sine heltes tid. Pratts musik kan på den måde have en værdig og ikke-bedaget tidløshed, hvor et menneske ensomt må leve sig ind i sit sangunivers og acceptere at være udenfor i sin samtid.

Ensomheden er så rolig og hvilende i denne nostalgiske tilstand, som Pratt synger sig ind i, at man får lyst til at være alene med sin tidløshed, sætte gode gamle plader på og holde op med at halse efter tidens toner, man får lyst til at flytte ind i flade californiske huse og køre i veteranbil i Los Angeles, måske tomle og melde sig ind i en kult.

På den sidste sang, ’Aeroplane’, flyver hun hen over tid og sted som symbolet på at være hævet over tiden, og Pratt har den tidløse skønhed i sin magt.

Jessica Pratt giver koncert på Loppen 18. marts

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden