Folketeatrets udgave af ’Mød mig på Cassiopeia’ giver køb på poesien til fordel for farcens letkøbte og flygtige morskab.

Onkeljokes og slapstick: Amalie Dollerup er fortryllende, men desværre skæmmes forestillingen af overgjort farce

Amalie Dollerup er med sin indsats som den forelskede muse Polyhymnia med til at bevare noget af poesien i den gamle romantiske komedie.  Foto: Gudmund Thai
Amalie Dollerup er med sin indsats som den forelskede muse Polyhymnia med til at bevare noget af poesien i den gamle romantiske komedie. Foto: Gudmund Thai
Lyt til artiklen

Om de oprindelige tekstforfattere, Flemming Lynge og Børge Müller, i begyndelsen af 1950’erne har skævet til humoristen Thorne Smiths roman ’Gudernes natteliv’ fra 1931 og ikke mindst Alexander Halls fim ’Down To Earth’ fra 1947, skal ikke kunne siges.

Men ideen med at lade de græske guder blande sig i menneskebørnenes gøren og laden er ikke original. Imidlertid ejer ’Mød mig på Cassiopeia’, der handler om, hvordan overguden, Zeus, sender sin datter Polyhymnia til Jorden for at hjælpe en kriseramt komponist, og hvorledes hun under sit ophold forelsker sig et menneske, den formildende omstændighed, at Danmarks store valsemelodiker Kai Normann Andersen har leveret vidunderlige sange til den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her