Og det skete i de dage, at han gik omkring i landet og fortalte dem om lyset, mens han belærte dem om, hvordan alting fra begyndelsen hang sammen. Og de så lyset, og de så, at det var godt.
De gik rundt i landet, mens han lærte fra sig. Blandt de mange, der lyttede og forstod, hvad det vil sige at være menneske i denne verden, forlod flere deres gamle liv og fulgte ham. Det var disciplene.
Man jublede, hvor han kom frem, men farisæerne brummede i skægget og spredte gift. Da de fik statholderen til at gribe ind, var det en af de nærmeste i Mesterens kreds, som udleverede ham. Mens pøbelen nu hujede og kastede med skidt og møg, blev han korsfæstet med udsigt til det tempel, han var udset til at forny. Men han tilgav dem og bar ikke nag.
Historien lyder velkendt, men hvor den plejer at handle om Jesus, handler den i dette tilfælde om Jørn med efternavnet Utzon. Som historien om den verdenskendte danske arkitekt fremstilles i Lene Borch Hansen og Anna von Lowzows dokumentarfilm, ’Jørn Utzon – Manden & Arkitekten’.
Templet, der her ikke skal rives ned, men bygges op, er Operahuset i Sydney. I statholderens rolle ses den konservative australske minister David Hughes, der rev tæppet væk under Utzon og hans livsværk. Som den usle Judas, der forrådte Utzon, da det gjaldt, ser vi det britiske rådgivende ingeniørfirma Ove Arup & Partners.
Man sidder uvilkårligt lidt uroligt i sædet, når den første sætning i en portrætfilm med eftertænksom tone må udnævne filmens hovedperson til et geni.
Jørn Utzon var utvivlsomt en enestående arkitekt, der nåede fortjent at modtage arkitekternes nobelpris, Pritzker-prisen. Man kan alene på basis af Operahuset i Sydney udmærket forsvare geniprædikatet. Men det slår altså en højstemt tone an, som filmen desværre kun lever alt for godt op til.
Der bliver sat flere kritiske spørgsmål ved Jesus i Det Ny Testamente, end der gør ved Utzon i filmen om ham.
En prægtig mand
Når man har set filmen, er man ikke i tvivl om, at Jørn Utzon var en visionær arkitekt og et på alle måder udmærket menneske, der antændte en sjælden loyalitet i sine medarbejdere. En mand med et humanistisk menneskesyn, der var dybt indlejret i hans arkitektur, og med et usædvanligt blik for naturen som arkitekturens medspiller.
Alt sammen noget, som gjorde ham i stand til at inspirere og revolutionere og samtidig være en prægtig familiefar og skøn ægtemand. Og til og med, som de i begyndelsen forelskede australiere fastslog, lignede den solbrændte sejlsportsmand »en Gary Cooper, bare pænere«.
Alle blev forelsket i Jørn Utzon, hedder det igen og igen, og noget må der være om snakken. Lene Borch Hansen og Anna von Lowsow er da i hvert fald faldet med et brag!
Anna von Lowzow har tidligere lavet film om bl.a. Karen Blixen og Knud Rasmussen og Krøyer, men filmen om Utzon er en ren hagiografi.
Det bliver historien om den store arkitekt og det endnu større menneske, for hvem operahuset i Sydney blev den store triumf og tragedie. Et af den moderne arkitekturs største værker, som Utzon måtte forlade midt i det hele, og som kastede sin skygge over resten af hans amputerede karriere.
Da Utzon vendte hjem til Danmark, lød modtagelsen fra den danske arkitektforening, at han havde kastet skam over sin metier og aldrig igen ville få arbejde i Danmark. Skattevæsenet var ikke meget flinkere. En klassisk historie om hjemlandets miskendte profet holdt oppe af et sovset lag heroisk-tragisk underlægningsmusik, hvor der virkelig mangler kritiske vinkler.
Dramaet i Sydney er beskrevet så enkelt som et melodrama. Ikke én eneste modstemme bliver hørt. Ikke ét kritisk spørgsmål stilles til Utzons rolle i den komplekse historie. Hvad angår de massive budgetoverskridelser, får man blot at vide, at langt de største overskridelser skete efter Utzons tid, og at han faktisk arbejdede både enkelt og billigt.
Det kan meget vel være, men det ville have været virkelig velgørende, hvis det var blevet sagt af udenforstående sagkundskab og ikke som alt i denne film enten af Utzons familiemedlemmer eller tidligere 100 procent loyale medarbejdere. Et udefrakommende blik ville have gjort en anden slags underværker.
De kopulerende skildpadder
Det kunne i det mindste have været morsomt at høre nogle af de øgenavne som f.eks. ’Betonkamelen’ og ’De kopulerende skildpadder’, som de sarkastiske australiere hurtigt gav bygningsværkets hvide skaller.
Utzons kirke i Bagsværd er et lysets mesterværk indeni, men de lokale jublede i begyndelsen ikke over kirkebygningens bevidst industrielle design. Grå fabriksbygninger havde man nok af i forvejen i Bagsværd. Det ville bare have været så velgørende at høre en anden type replikker end ufortyndet beundring for den moderne arkitekturs store martyr.
Hvad filmen til gengæld gør så glimrende, er at sætte lys på Utzons kvaliteter som arkitekt og menneske. Hans filosofi om det naturlige lys, som knytter mennesket til stedet, og hans insisteren på at indfælde arkitekturen i naturen er smukt illustreret.
Noget af det bedste ved filmen er brugen af de private smalfilm fra Utzons rejser, som konkretiserer hans inspiration fra bl.a. persisk, arabisk og mayaarkitektur. Datteren Lin Utzon er en glimrende fortæller, og det er da helt grundlæggende dejligt og usædvanligt at mærke den varme, med hvilken både hun og alle de andre husker og omtaler Jørn Utzon.
Men man er altså også lige ved at blive kvalt i al den varme i en film, der er bedre til at sætte lys end til at kaste det. Da Operahuset i Sydney ville have en buste af Jørn Utzon, takkede han pænt nej. Nu har han så i stedet fået et monument med heroisk profil støbt i levende billeder.
-------------------
Rettelse: I en tidligere version blev Ove Arup & Partners omtalt som et dansk entreprenørfirma. Det er det britisk, dels er det et rådgivende ingeniørfirma. Men grundlæggeren var dansk.
fortsæt med at læse
