Når man træder ind på Gl. Holtegaard, ind i den forførende scenografi, som kunstneren Peter Holst Henckel har opbygget på dette historiske sted, er man nødt til at være lidt barok.
Barokken som stil ligger ellers tre-fire hundred år tilbage i tiden, men lige nu og her er den aktuel. For når meningsfuldhed, geometri, rumkunst og en særlig slags skønhed går op i en højere enhed som her, taler vi om barok.
Meningsfuldheden som styrende princip starter i det øjeblik, éns blik møder det første værk i den første sal. Det er ægget på væggen.
Fra dette symbol på livets opståen kan man kigge gennem hullet i den modstående væg ud på livets modsætning, som er døden. Døden kan være den kugle, der i princippet kan være affyret fra kanonen i haven, arkitekten Laurids de Thurahs barokhave fra 1700-tallets anden halvdel. Også her, i haven, hersker barokkens hang til en højere orden, hvor græsarealer og buskadser er tvunget ind i det mest kunstfærdige symmetriske mønster.
Hullet i væggen
Meget lidt af det, man ser, er tilfældigt. Til gengæld skal meget lidt tages for pålydende. Ægget er ikke blot et æg. Kanonen er mere end en kanon, og hullet er ikke kun et hul i noget, men lige så meget et hul, et kig, et blik ind til noget, noget helt andet.
Alle objekter har en symbolværdi, mere eller mindre skjult. De kan være placeret i den samme akse – eller på den samme flugtlinje.
Hullet i væggen får svar på tiltale fra de andre billeder, der også er gennemhullede, ligesom udstillingens gennemhullede katalog. Dette lille katalog gør man klogt i at læse grundigt, før man nærmer sig de værker, som teksten kommenterer og fortolker. For har man også huller i sin viden om værkernes sande natur, kommer den dybere mening aldrig op til overfladen.
Det store vægobjekt af træ i den næste sal, ’In the Eye of the Beholder’, rummer tusindvis af små øjne i forskellige størrelser. Men de er ikke sat tilfældigt ind i sammenhængen. For set under ét danner de mange øjne et billede: af en mand, der skærmer sine øjne (!) og derfor ikke ser noget.
Han skjuler øjnene i stedet for at bruge dem – og ser f.eks. ikke ud på haven – og på den orden, der har reguleret dens vækster. Og han ser heller ikke det, som vi andre tror, at vi ser – i den næste sal, hvor et spejlbillede af os selv er noget, vi opdager. Til vores store overraskelse.
Pas på hunden!
Peter Holst Henckels kunst handler om at se – med tilføjelsen: se efter, se en ekstra gang, som når man står foran ’World of Butterflies’, hvor mønstrene i sommerfuglenes vinger slet ikke er så smukke, som de lader til at være – på afstand. De kan ligefrem være foruroligende, hvis man giver sig selv tid og muligheden for at opdage det.
Overraskelsen ved at opdage noget, man ikke forventer, er det, der legitimerer disse bearbejdede eller forvandlede fotografier og gør dem til anklagende kunstneriske udsagn.
Men der er også steder på udstillingen, hvor det ikke er nok bare at se efter. Man skal også se efter i teksten.
Man skal vide, at det rumgeometriske væsen med navnet ’Golden’ fra 2019 i rummet med titlen ’Cave canem (Pas på hunden)’ dækker over en golden retriever – nemlig den hund, der hørte til en arketypisk dansk familie i en af Dansk Folkepartis reklamer. Det var i december 2016 temaet for en af Holst Henckels udstillinger i Galleri Specta. Denne gang er fotografiet af hunden pixeleret – og genopført som en konstruktion af store gyldne kuber, der først på en vis afstand tager skikkelse af en hund.
Taler vi om et politisk kunstværk, fordi det inddrager meningsdannende materiale fra et politisk parti? Nok ikke helt.
For Holst Henckel er ikke en billedmager, der lader sine værker styre og forme af en politisk dagsorden. Men han former gerne. Og han er tilsyneladende ikke bange for at trække de store eksistentielle temaer ind i sin arbejdsproces: I rummet ’Vanitas forgængelighed’ spiller en kort videofilm med titlen ’Tulipankrisen’ på det faktum, at vi engang skal dø, eftersom vi overhovedet er blevet født. For vi ser to sæt tulipaner, der på skift visner og blomstrer op. Her er flugtlinjen tilbage til barokkens vanitas-billeder, som netop ofte var blomstermotiver, meget tydelig.
Holst Henckels arbejde er ikke tidligere foldet ud i så stort format. Da de udstillede værker på nær et par undtagelser er af ny dato, hænger de lige så godt sammen, som galleriudstillinger normalt gør, og bedre, end f.eks. retrospektive museumsudstillinger sjældent gør.
’Gensyn med Paradis’ er derfor ikke et gensyn med alt det meget forskellige, som Holst Henckel har udført, siden han forlod Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1992.
Det er, som også katalogteksten indrømmer, en »totalinstallation af nye og eksisterende værker«. Men dette paradis rummer ligesom Bibelens udgave også et muligt møde med fristelsen og forførelsen. I dette indforståede selskab er det ikke kun øjnene, man skal bruge, men tiden.
