Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der er meget blidhed på Randi Pontoppidans nye album, der er udgivet på det amerikanske label Chant.
Pr-foto: Dovile Sermokas

Der er meget blidhed på Randi Pontoppidans nye album, der er udgivet på det amerikanske label Chant.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk sanger hiver lydkunst ud af det tomme rum med sin stemme

Med hjælp fra en hel masse knapper har sangeren Randi Pontoppidan skabt et spontant og lækkert album med lyd af stillehavsøer og maskinfabrikker.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad kan man skabe af musik med en stemme – altså bare sin egen menneskestemme – og så en hel masse elektronik? Sangeren Randi Pontoppidan har brugt studietid i selskab med lyden af sig selv, som hun har loopet, filtreret og lagt ekko på, og resultatet er overraskende og smukt.

Tilløb afbrydes, gentages og udvides langsomt, til der opstår en fornemmelse af en puls, som slår. Musikken begynder at gynge. Sangeren udvider det univers, hun har skabt, så det bliver til et elektronisk vokalorkester. En eksperimenterende vokal backinggruppe, hun kan lade stemmen danse legende hen over.

Det kræver teknik og øvelse at skabe 13 tracks som dem, der udgør Randi Pontoppidans soloalbum ’Rooms’, og solisten, der med sin usædvanlige og afvekslende brug af stemmen overskrider normerne for almindelig sang, er da også konservatorieuddannet inden for både klassiske og jazzede vokalteknikker.

Men hun giver slip på de klassiske normer, mens hun improviserer sig frem til sine egne numre, som så først bagefter – gætter jeg på – får titler inspireret af det, der opstod i nuet. Mens Randi Pontoppidan improviserede med stemme, mikrofon og knapper.

Amerikansk minimalisme

Tungens hurtige slag mod det bageste af ganen kan blive til lyden af en insektsværm. Fiktive stillehavssprog skyller op på en strand, mens sangerens leg med kliklyde sender tankerne i retning af afrikansk musik.

Ét rum – eller ét nummer – er kommet til at hedde ’Dunh’. Et andet hedder ’Purr’. De engelske titler er lydord taget fra de vokale improvisationer, hvor polyrytmiske beats opstår ved, at stønnelyde lægges oven i hinanden, så resultatet bliver til genmanipulerede lydskyer, der blipper og flimrer i lytterens ører.

Musikken på ’Rooms’ er impromusik, og den er tiltrækkende. Men ikke bare på grund af stemmens luftige lækkerhed.

Tankerne løber i retning af de store amerikanske minimalister, komponister som Steve Reich og Terry Riley, og det er ikke tilfældigt.

Ved siden af sit duosamarbejde med jazzvokalisten Sissel Vera Pettersen og projekter med digteren Morten Søndergaard synger Randi Pontoppidan nemlig med det internationalt respekterede vokalensemble Theatre of Voices, der under ledelse af dirigenten Paul Hillier udforsker netop minimalmusikken og avantgardeværker af modernistiske komponister som Karlheinz Stockhausen.

Tungens hurtige slag mod det bageste af ganen kan blive til lyden af en insektsværm

På ’Rooms’ kan man tydeligt høre inspirationen fra tidlige minimalistiske ikonværker fra 1960’erne som Terry Rileys ’In C’. Nummeret ’Gigongi – Three Geishas’ minder om musik af komponisten Per Nørgård fra hans kaosperiode i begyndelsen af 1980’erne, da han var inspireret af outsiderkunstneren Adolf Wölfli.

Midt i alt det eksperimenterende arbejder ’Rooms’ som antydet med klare klicheer. Simpelthen fordi titlerne på de enkelte numre bruges til at pege på genkendelige stemninger, fænomener og lyde.

Stoffer i blodet

På den måde styres lytterens oplevelse. Nummeret ’Arctic’ begynder som lyden af iskolde vinde over isflager. ’Sub-Zero’ starter uheldsvangert dybt.

Randi Pontoppidan bruger vejvisere, der peger mod virkeligheden og den fælles erfaringsverden, til at hænge sine vokalimprovisationer op på i det ellers uendelige rum af abstrakte muligheder, hvori hun med elektronikkens hjælp skaber sine egne, fantasifulde rum.

Der er meget blidhed på ’Rooms’, og nogle tracks er ren, svævende lydkunst. Andre kvaser indædt løs. Som ’Industrious – Moving Castle’ med dets voldsomme, maskinagtige lyde.

Andre igen er som stoffer i blodet. Bedøvende og uhyggeligt rare. Som nummeret ’Dreamy’, der leverer en velkendt fornemmelse af at være på vej ind i søvnen. Lækkerheden er der, men den erobrer ikke fuldstændig scenen. Det er godt gjort. I rene, spontane hug. Uden overdub. Improviseret frem i nuet.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden