0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Dovile Sermokas
Pr-foto: Dovile Sermokas

Der er meget blidhed på Randi Pontoppidans nye album, der er udgivet på det amerikanske label Chant.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk sanger hiver lydkunst ud af det tomme rum med sin stemme

Med hjælp fra en hel masse knapper har sangeren Randi Pontoppidan skabt et spontant og lækkert album med lyd af stillehavsøer og maskinfabrikker.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvad kan man skabe af musik med en stemme – altså bare sin egen menneskestemme – og så en hel masse elektronik? Sangeren Randi Pontoppidan har brugt studietid i selskab med lyden af sig selv, som hun har loopet, filtreret og lagt ekko på, og resultatet er overraskende og smukt.

Tilløb afbrydes, gentages og udvides langsomt, til der opstår en fornemmelse af en puls, som slår. Musikken begynder at gynge. Sangeren udvider det univers, hun har skabt, så det bliver til et elektronisk vokalorkester. En eksperimenterende vokal backinggruppe, hun kan lade stemmen danse legende hen over.

Det kræver teknik og øvelse at skabe 13 tracks som dem, der udgør Randi Pontoppidans soloalbum ’Rooms’, og solisten, der med sin usædvanlige og afvekslende brug af stemmen overskrider normerne for almindelig sang, er da også konservatorieuddannet inden for både klassiske og jazzede vokalteknikker.

Men hun giver slip på de klassiske normer, mens hun improviserer sig frem til sine egne numre, som så først bagefter – gætter jeg på – får titler inspireret af det, der opstod i nuet. Mens Randi Pontoppidan improviserede med stemme, mikrofon og knapper.

Amerikansk minimalisme

Tungens hurtige slag mod det bageste af ganen kan blive til lyden af en insektsværm. Fiktive stillehavssprog skyller op på en strand, mens sangerens leg med kliklyde sender tankerne i retning af afrikansk musik.

Ét rum – eller ét nummer – er kommet til at hedde ’Dunh’. Et andet hedder ’Purr’. De engelske titler er lydord taget fra de vokale improvisationer, hvor polyrytmiske beats opstår ved, at stønnelyde lægges oven i hinanden, så resultatet bliver til genmanipulerede lydskyer, der blipper og flimrer i lytterens ører.

Musikken på ’Rooms’ er impromusik, og den er tiltrækkende. Men ikke bare på grund af stemmens luftige lækkerhed.

Tankerne løber i retning af de store amerikanske minimalister, komponister som Steve Reich og Terry Riley, og det er ikke tilfældigt.

Ved siden af sit duosamarbejde med jazzvokalisten Sissel Vera Pettersen og projekter med digteren Morten Søndergaard synger Randi Pontoppidan nemlig med det internationalt respekterede vokalensemble Theatre of Voices, der under ledelse af dirigenten Paul Hillier udforsker netop minimalmusikken og avantgardeværker af modernistiske komponister som Karlheinz Stockhausen.

Tungens hurtige slag mod det bageste af ganen kan blive til lyden af en insektsværm

På ’Rooms’ kan man tydeligt høre inspirationen fra tidlige minimalistiske ikonværker fra 1960’erne som Terry Rileys ’In C’. Nummeret ’Gigongi – Three Geishas’ minder om musik af komponisten Per Nørgård fra hans kaosperiode i begyndelsen af 1980’erne, da han var inspireret af outsiderkunstneren Adolf Wölfli.

Midt i alt det eksperimenterende arbejder ’Rooms’ som antydet med klare klicheer. Simpelthen fordi titlerne på de enkelte numre bruges til at pege på genkendelige stemninger, fænomener og lyde.

Stoffer i blodet

På den måde styres lytterens oplevelse. Nummeret ’Arctic’ begynder som lyden af iskolde vinde over isflager. ’Sub-Zero’ starter uheldsvangert dybt.

Randi Pontoppidan bruger vejvisere, der peger mod virkeligheden og den fælles erfaringsverden, til at hænge sine vokalimprovisationer op på i det ellers uendelige rum af abstrakte muligheder, hvori hun med elektronikkens hjælp skaber sine egne, fantasifulde rum.

Der er meget blidhed på ’Rooms’, og nogle tracks er ren, svævende lydkunst. Andre kvaser indædt løs. Som ’Industrious – Moving Castle’ med dets voldsomme, maskinagtige lyde.

Andre igen er som stoffer i blodet. Bedøvende og uhyggeligt rare. Som nummeret ’Dreamy’, der leverer en velkendt fornemmelse af at være på vej ind i søvnen. Lækkerheden er der, men den erobrer ikke fuldstændig scenen. Det er godt gjort. I rene, spontane hug. Uden overdub. Improviseret frem i nuet.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

Forsiden