Det var ikke kun Bobbi Jenes nøgne krop, der gjorde det, eller det, at hun i sin dans kunne finde på at humpe en sandsæk i orgastisk nydelse.
Den massive medieopmærksomhed, som den prisvindende dokumentarfilm om powerdanseren fra det banebrydende Batsheva-kompagni fremkaldte ved premieren sidste år, skyldtes den generøse kompromisløshed, hvormed Jene i det hele taget lukkede publikum ind i sit danse- og kærlighedsliv – under den danske instruktør Elvira Linds altovervågende kamera.
Der er også nøgenhed og sandsække på scenen, dog uden humping, her, hvor Den Kgl. Ballets eksperimenterende kompagni Corpus har være så heldigt at få Jene til for første gang at koreografere til et kompagni.
Man kan godt se, at hun prøver sig lidt frem uden den erfarne koreografs sans for at skabe et samlet værk med flow og kontur, men der er mærkbart noget på spil. Ikke mindst har hun en stærk evne til at skabe spænding i relationer og få situationer til at leve. Med humor og inderlighed.
Der er afgjort lidt Pina Bausch over det, tilsat et ordentligt skud bevægelse: tre kvinder stridt flagrende i halvlange selskabskjoler, flankeret af to mænd i aktion, en sofa, et flygel og en bunke hvide sandsække. Som spredte øer toner danserne frem på det havblå væg-til-væg-tæppe, der pakker det hele ind i en blødhed, ligesom den dunkelhed, der indrammer scenen. Altså lige indtil udbruddet sker, som titlen ’Caldera’ (vulkankrater) signalerer det.
Ud af mørket dukker en nøgen kvinde (Hazuki Kojima) frem. Dækket af en velvoksen buket lilla blomster kanter hun sig frem i en ensom vals. Et anelsesfuldt åbningstableau, der peger på mennesket bag danseren (som Bausch altid sigtede efter), her det nøgne kød, der bliver til koreografi, hvorefter danseren ender med at stå med den store premierebuket.
Pile i mørket
Værket handler alt i alt om dans: en gang metadans som så ofte før på den moderne dansescene. Den høje mand (Alexander Stæger) går i aktion som masterkoreografen, spænder en bue og sender sine pile ind i scenens mørke. Herfra kan en danser så hentes ind og spiddes i nærgående krydsforhør – »Can you be a mountain, can you love, show me!« – eller beordres til at danse løs med tunge sandsække på skuldrene. Men koreografen kan også indtage rollen som inderlig forfører, når han ved flyglet synger en stille sjæler.
Det er et komisk pletskud, når koreografen selvhenført og helt i hegnet viser, hvordan man danser en Giselle-desperation helt ud, og de kvindelige dansere så karter sanseløst rundt for at tilfredsstille hans luner. Spiddende sjovt er det også, når danserne, mere og mere perplekst, forsøger at følge instrukserne fra en edderspændt healingsmindet lærer (Louella May Hogan): »Inhale positivity, exhale negativity!«.
Men ’Caldera’ forsøger oveni på mere inderlig vis at trænge ned i det krater, som får alle disse følelsesudbrud til at vælde frem. Smukkest i åbningsscenens møde mellem kvinde og mand. Splitternøgne snor de sig ind og ud af hinandens favn med deres sårbare længsler og strittende begær. Over for frygtløse Hazuki Kojima (nu uden buket!) viser Yiannis Logothetis sig som en spændende ny Corpus-danser, der også kan skeje ud i en solo midtvejs mellem spastiske udbrud og suverænt flow.
Corpus har i det hele taget fået en tiltrængt dansemæssig forstærkning, der er med til gøre ’Caldera’ til en langt mere givende oplevelse end de halvbagte, om end mere radikale forestillinger, som kompagniet på det seneste har præsteret. Det kan Bobbi Jene og danserne, nøgne eller ej, godt indkassere en velvoksen premierebuket for.
fortsæt med at læse
