Der skal nok være nogle, der allerede ved læsningen af titlen på den superproduktive og stedse mere velskrivende dokumentarist Lars Movins nye bog vil tøve og tænke: Er det en relation, det giver mening at skrive en hel bog om? Og svaret er et rungende, sikkert og solidt ja.
Muligvis har d’herrers fælles kunstneriske interaktioner ikke givet sig udslag i bunker af bøger, læssevis af lærreder og vognlæs af videoer; men de to havde en relation, fra de traf hinanden i 1970’erne og til Dan Turèlls død. De var åndeligt beslægtede, soul mates, og de havde fælles interesser i billedkunst – som var Birkemoses fag – og litteratur – Turèlls metier. Desuden var de begge passionerede musikkendere, og her var fællesmængden de mere eksotiske avantgardister: John Cage, Xenakis, Karlheinz Stockhausen og Terry Riley.
Et par konkrete udgivelser kom der ud af samarbejdet; mest markant skrev Dan Turèll digtet ’Brev til Birkemose’, der blev udgivet i en grafisk mappe af Jens Birkemose og er et af Turèlls sidste længere digte. Det er i øvrigt også fra dette, at bogen henter sin titel, idet slutningen lyder: »Færgen er i havn om få stavelser. Skæl, skolopendre og skorpioner.«
Og det er der, Lars Movin lægger fra kaj. Med en fremragende lærd læsning af denne tekst, hvori han overbevisende demonstrerer, at Turèll med digtet vender tilbage til sit gammelmodernistiske udgangspunkt, som han ellers forlod. Og kender man Dan Turèlls tidlige forfatterskab i almindelighed og digtet ’Drejescene’ i særdeleshed, vil man kunne skrive under på analysen.
Men bogen er mere end et nyt stykke turellica. Den er en aldeles overbevisende afsøgning af sine hovedpersoners berøringsflader og konkrete kunstneriske konfrontationer.
Væk fra de vanlige genrer
Som altid, når Movin sidder ved tastaturet, er grundigheden både iøjnefaldende og overvældende. Her er ikke alene hver en sten vendt; gruset er også siet, og slaggerne lagt i nummerorden. Vi får således at vide, at første gang Birkemose og Turèll optrådte i fælles sammenhæng, var ved Kunstnernes Efterårsudstilling 1969 – i kataloget, hvor Dan Turèll bidrog med tekst og Jens Birkemose med sit udtryk. Og så oprulles ellers Birkemoses karriere som bogkunstner – og Turèlls eksperimenter med de visuelle kunstarter.
Selv om Dan Turèll er kendt som skribent og Jens Birkemose som maler, deler de nemlig en kærlighed til at ville bevæge sig hinsides deres oprindelige genre. Turèll har i et berømt citat sagt, at han ikke var en digter, der var træt af at digte, blot træt af at digte i digte – så han gik over til også at digte med sin persona. Og Jens Birkemose har i sin lange karriere immer arbejdet med bøger som kunstobjekter og medskrift som en del af billederne.
Bogen kommer fint omkring såvel det fælles som de to venners personlige forudsætninger og private projekter med andre. Her er afsnittene om Birkemoses relation til digteren Morten Søndergaard og Dan Turèlls udstillings- og filmprojekter med billedkunstneren Henrik Have meget, meget fine.
For seriøse turellologer og birkemosianere er der tale om en nybrydende udgivelse. Intet mindre end uomgængelig læsning. Men heldigvis virkelig velskrevet og lækkert illustreret.
fortsæt med at læse
