Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Beethoven dyrkede strygekvartetter på nogenlunde samme måde: De komponerede en stribe som unge – som en måde at blive sig selv på – og de skrev begge yderligere en håndfuld midt i livet, værker, som i dag er kerneværker.
Og så brugte de nogle af deres allersidste leveår, som gamle hunde i faget med helt egne ustoppelige ideer, til at bryde med alle rammer i genren. Hvor de begge leverede ganske specielle strygekvartetter som et musikalsk testamente, som eftertiden både nyder og undres over.
Tirsdag aften satte den unge strygekvartet Nordic String Quartet Beethovens sene 12. strygekvartet fra 1827 sammen med Pelle Gudmundsen-Holmgreens 1. strygekvartet fra 1959, og det gav god mening.
Kvartettens styrke var, at de fire musikere lød rigtig godt sammen med et fælles ideal om en let vibrerende lidt mørk tone, der fik det meste til at lyde godt. De forsøgte med andre ord at hive det skønne og sammenhængende frem i musikken frem for måske at gå efter grænser og kanter.
Så Beethoven klang smukt og organisk med ro og overskud med plads til at dvæle ved den overraskende finurlige dialog mellem de fire musikere. Hvor de voldsomme hug og musikalske udråbstegn aldrig kom til at dominere billedet af en homogen musikalsk organisme.
Et ambitiøst projekt
De fire afsøgte også i Pelle Gudmundsen-Holmgreens ungdomsværk nænsomt lange melodier – og faktisk også i et romantisk længselsfuldt udtryk, selv om det ikke er den verden, man normalt forbinder med de musikalske nybrud i dansk musik i slutningen af 1950’erne.
Kvartetten har eksisteret i godt fem år. Men det er først nu, de for alvor træder ind på scenen. De debuterede fra solistklassen på konservatoriet i København i december, og de har netop udgivet deres første album med Gudmundsen-Holmgreens første 6 strygekvartetter. Som første skud i et ambitiøst projekt med alle mandens 14 strygekvartetter.
Alle 6 værker på dette første album er indspillet for første gang. Selv om det er interessant og, igen klangskønt, er det dog ikke alle dele af de 3 første, der virker originale. Det sjoveste materiale er de 5 ultrakorte satser i den 3. strygekvartet, der hver især præsenterer en enkelt klanglig idé – en varer bare 17 sekunder – og på den måde peger frem mod Gudmundsen-Holmgreens kendte musik.
En herligt aggressiv side
Vi skal helt hen til nummer 5 fra 1967, ’Step by Step’ (revideret i 2002), før vi for alvor hører komponisten i den skikkelse, de fleste kender ham i; nemlig med klange sammensat til objektagtige størrelser, der gentager sig, vendes og drejes som helstøbte tilstande af skæve rytmer i huggende aktivitet.
Hvor musikkens forløb bliver til vegeterende, nogle gang helt irriterende stillestående, men også meget smukke og overraskende universer. Her viser Nordic String Quartet, at de også har en herligt aggressiv side, som de får god brug for, når de når længere frem i komponistens produktion.
Kvartettens nordiske navn har musikerne ikke taget for at være et nummer større end de mere etablerede kolleger i Den Danske Strygekvartet.
Navnet er nordisk, fordi ensemblet ved siden danskerne Mads Haugsted Hansen på violin og Lea Emilie Brøndal på cello også tæller den svenske bratschist Daniel Eklund og har færøske Heiðrun Petersen i front som 1.-violinist. Og måske mere vigtigere end nationalitet: fordi de har en ambition om at give nyt liv til nordiske komponister.
Tirsdag fik vi i den genre finske Sibelius’ 2. strygekvartet, med tilnavnet ’Voces intimae’, serveret som vibrerende romantik med lange længselsfulde linjer, med den centrale langsomme 2.-sats formuleret som en vemodig sang, der både kunne klinge helt stille og eftertænksomt og brede sig helt ud i kingsize patos.
fortsæt med at læse
