Det er en eksistentiel oplevelse at gå i teatret – i hvert fald hvis man skal se noget som helst af Lars Norén. Eller ’Hamlet’. Og det er, hvad jeg er taget til Stockholm for at gøre.

Bare det at sidde i teaterrummet, helt afskåret fra omverdenen, og kun beskæftige sig med det lille udsnit af verden, nogen har valgt at præsentere for én, kan føles som en dramatisk konfrontation – ikke bare med det, der foregår på scenen, men med ens egen krop og væren. Man kan pendle mellem selvforglemmelsen, der måske opstår, og den ulidelige selvbevidsthed, der gør os opmærksom på, at det, der sker på scenen, også har med os at gøre.