Da det i januar kom frem, at der indgår autentiske optagelser af en voldsom canadisk> togulykke i filmen ’Bird Box’, svarede Netflix, at der ikke blev pillet ved filmen.
Nu har streamingtjenesten skiftet mening.
I en mail til BBC skriver Netflix, at de vil udskifte det omdiskuterede klip med klip fra en fiktiv togulykke. Man oplyser også, at beslutningen er truffet sammen med filmskaberne, der som bekendt tæller den danske instruktør Susanne Bier.
»Vi beklager den smerte, vi har forvoldt i Lac-Mégantic-befolkningen«, står der ifølge BBC i meddelelsen, og der gives ikke yderligere oplysninger om beslutningen.
Togulykken skete i Lac-Mégantic i Quebec i 2013, hvor et tog lastet med råolie kørte af sporet og eksploderede. 47 mennesker mistede livet, og adskillige bygninger blev ødelagt.
I ’Bird Box’ bruges videomaterialet til at illustrere et apokalyptisk angreb.
Det fik ved premieren Lac-Mégantics borgmester, Julie Morin, til at indgive en klage til Netflix med et krav om at få optagelserne fra ulykken fjernet fra ’Bird Box’.
Til Politiken har Susanne Bier tidligere forklaret, at materialet i filmen stammede fra et bureau, og at det var clearet. Derfor kom det bag på hende, at der var tale om optagelser fra den virkelige ulykke. Men i januar fastholdt instruktøren, at man ikke ændrede ved filmen.
»Vi har gjort det fuldstændig efter bogen«, sagde hun og tilføjede:
»Men det er frygtelig beklageligt, at vi uforvarende er kommet til at støde nogle mennesker«.
Trods blandede anmeldelser beskrives ’Bird Box’ som den mest populære film på Netflix nogensinde. Over 80 millioner husstande streamede filmen alene i den første måned, den lå på tjenesten.
fortsæt med at læse








