Lyt til artiklen
Da vi her i avisen anmeldte Houellebecqs nye roman, ’Serotonin’, på fransk, lød en af Matthias Dressler-Bredsdorffs iagttagelser, at Houellebecq sådan set bare gennemspiller gamle temaer. Sandt nok. Men der er også en særlig skønhed i at sive gennem livet med Houellebecqs urimelige, småracistiske, gnavpottede, liderlige mænd som tilbagevendende underholdningsorkester.
Ikke at hans socialt udfordrede halvnussede, halvgamle akademikertyper er særlig smukke. Og så alligevel. Florent-Claude, den af antidepressiver dopede og impotente franskmand fra romanen her, har i det mindste et hjørne af sit indre, der er ganske kønt. Dér, hvor han gemmer kærligheden og mindet om sin kloge danske ungdomskæreste, Kate:
