Jeg må indrømme, at denne roman skrevet af tegneren og filminstruktøren Anders Morgenthaler og forfatteren og radioværten Marie Louise Tüxen var meget bedre end frygtet ud fra førstehåndsindtrykket. Når man lige kigger på forsiden, hvor en kvinde sidder på en rodeogris og svinger sit stetoskop, og på titlen, ’Helle Erobreren’, og også ser, hvad den handler om, er det ikke, fordi det kilder i maven af forventning.
»Lyv hurtigere end en gris kan rende«, står der bag på bogen. Og så kan man læse, at den handler om en »gudsbenådet slagter«, der »kunne lægge et snit til en svineskank, som var det en finere kunstart«, men som så bliver arbejdsløs efter en bedragerisag.








