Skolebiblioteket på Tàber skolen i Barcelona er blevet noget slankere. For skolen har besluttet at fjerne 200 af bøgerne til de mindste børn, heriblandt klassikere som ’Tornerose’ og ’Den lille Rødhætte’. Det skriver den spanske avis El Pais og engelske The Guardian. Skolen mener, at bøgerne fastholder kønsdiskriminerende stereotyper, som er skadelige for børnene.
Associació Espai i Lleure, der forsøger at sætte fokus på skjult kønsdiskrimination i skolerne, har gennemgået samtlige bøger på skolebiblioteket for børn op til 6 år. Kommissionen konkluderer, at 30 procent af bøgerne er så stærkt kønsdiskriminerende og har så stereotype kønsroller, at de ingen pædagogisk værdi har. De er nu blevet fjernet. 60 procent af bøgerne havde også problemer, men ikke i et omfang, så det var nødvendigt at fjerne dem. Kun omkring 10 procent af skolens bøger til børn under 6 år var ifølge kommissionen i orden.






