Teatret har til opgave at fortælle historier, og en af de sværeste at fortælle i disse år er historien om, at det er nødvendigt at gå i teatret. Og en af de bedste til at fortælle den er teaterchef Kasper Holten, der som bekendt har lovet at få 100.000 flere årlige gæster ind i Det Kongelige Teater.
At han fortæller historien ekstremt overbevisende, er åbenlyst for enhver, der har hørt ham tale, og det var åbenlyst under pressemødet torsdag formiddag i Operaens foyer. At det også vil lykkes ham at lokke gæsterne til, er der meget på programmet, der kan tyde på.








