Der kommer alligevel ingen sølvfarvet, oppustelig ballon på din nattehimmel.
Kunstprojektet ’Orbital Reflector’ af Trevor Paglen blev sendt op i rummet med en raket 3. december 2018, men museets ingeniører måtte vente så længe på en godkendelse til at puste den medbragte kæmpeballon op, at teknikken blev beskadiget, skriver Artnews.
’Orbital Reflector’ bestod af en æske med samme form som mursten, og inde i æsken var der en gigantisk, sølvfarvet ballon, der i oppustet tilstand skulle kunne ses fra Jorden.
Men museet i Nevada, der var partner i projektet, fik aldrig den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Dels fordi luftvåbnet i USA havde svært ved at se forskel på kunstprojektet og andre satellitter.
Og dels fordi dele af den offentlige sektor i USA blev lukket ned i december og januar som følge af forliste budgetforhandlinger mellem præsident Donald Trump og den amerikanske kongres. Da budgettet kom på plads, og kommunikationen mellem museet og myndighederne blev genoptaget, havde museets ingeniører mistet kontakten til satellitten.
Vil brænde op med tiden
I løbet af nogle måneder skulle ballonen naturligt brænde op. I stedet mener man, at æsken cirkulerer i kredsløb om Jorden. Også den vil dog med tiden brænde op.
Trevor Paglen ønskede at sætte fokus på, hvem der egentlig har ret til at bestemme, hvordan himlen ser ud. Han har tidligere gjort sig bemærket, da han lejede en helikopter, fløj ind over hovedkvartererne på forskellige amerikanske efterretningstjenester som NSA og fotograferede dem – han overvågede med andre ord dem, der overvåger amerikanerne.
Billederne blev herefter stillet gratis til rådighed til enhver, der måtte ønske at bruge dem.
fortsæt med at læse








