I dagene efter sin mors død oplever Peter Øvig en stor lettelse. Han føler, at han er blevet sat fri. Endelig kan han tale om morens kroniske depressioner, og hvordan de har påvirket ham helt fra barndommen. Til begravelsen er han omgivet af den lille gruppe mennesker, som kendte hans mor, og dér slår det ham, at han vil skrive en bog om hende og hendes jævnaldrende – dem, der blev voksne i de samme år som hende.
Han ved allerede, at bogen skal hedde ’Min mor var besat’. I bilen på vej hjem strømmer ideerne frem, og Øvig deler dem med sin kæreste, Janne:
»Men bogen skal ikke bare være en dokumentarisk biografi om en psykisk syg mor, fortsætter jeg talen til Janne. Den skal lige så meget være et portræt af den generation, min mor og far og tante og farbror plus deres venner og naboer på Guldbjergvej tilhørte – den generation, som voksede op og nåede at stifte familie, inden ungdomsoprøret og kvindebevægelsen forandrede Danmark fra sidst i 60’erne«.
På mange måder er ’Min mor var besat’ en dokumentarisk bog, hvori Øvig bestræber sig på at gå til værks, som han har gjort det i sine tidligere bøger, og så er den alligevel fuldkommen anderledes, fordi Øvig selv er så impliceret og mærket af den historie, han vil fortælle.
Bogen er et dyk ned i det komplekse og temmelig ubehagelige menneske, som Øvigs mor, Ellen Knudsen, ofte var. Det er et lødigt arbejde underbygget af journalgennemgange og interview med morens ungdomsveninder, naboer, læge og psykolog, men samtidig lægger Øvig aldrig skjul på, at han ikke brød sig om sin mor.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
