Det må have været noget i luften. Eller i vandet. I hvert fald, lige pludselig, på én gang, skulle hele tre af de københavnske klassiske orkestre indspille Beethovens symfonier. Det ligger kun en håndfuld år tilbage, og måske var det umiddelbart set så pandeklaskende tåbelige i dette overlap ligefrem med til at få politikere til at overveje, om ikke der var lidt for mange klassiske orkestre i København.
DR’s store forkromede symfoniorkester spillede symfonierne med deres nu afdøde internationalt profilerede chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos. På den fede tilbageskuende måde. Copenhagen Phil sendte under ledelse af deres daværende dirigent, Lan Shui, nogle helt fantastiske, intense og cool nyindspilninger på gaden.








