Blot fire måneder efter Pierre Bonnards død i januar 1947 arrangerede Glyptoteket en mindeudstilling – om Bonnard. Lige så meget dengang som i dag står denne franske maler som et bindeled mellem det 19. århundrede og det 20., mellem impressionismens epoke og modernismens. Nu bliver han igen mindet, på det samme museum, om end ikke i de samme sale, for der er sket meget med Glyptoteket i de mellemliggende 72 år. Er der sket lige så meget med Bonnard?
Hans placering i kunsthistorien er stadig til diskussion. Var han en forsinket impressionist, en postimpressionist med et påfaldende behov for at fabulere over sine motiver? Eller var han – trods sine naturskildringer og den skønhedsdyrkende kolorit – alligevel en modernist, om end en atypisk en af slagsen?
Nok malede han naturen, men aldrig efter naturen. Hans malerier var altid motiver, der var som genoplevet i erindringen – som et skrøbeligt minde, han kun turde betro det lærred, han havde foran sig.
Sådan set er hver eneste udstilling en slags mindeudstilling, især hvis den er monografisk, dvs. handler om én eneste kunstners værk, for giver man ikke nutidens overstimulerede publikum mulighed for med mellemrum at genopleve og nyfortolke en kunstner, glider vedkommende lige så stille ud af historien og ind i den tykkeste af alle bøger: glemmebogen. Monet og Matisse er efterhånden blevet undtagelser fra reglen, og det samme er Picasso. Men Bonnards position er ikke på samme måde uafhængig og upåvirket af den opmærksomhed, som hver generation møder op med. Picasso hørte f.eks. ikke til Bonnards beundrere og brød sig især ikke om hans næsten spættede kolorit. Om franskmandens lærreder sagde den lille, store spanier, at de var et ’potpourri af ubeslutsomhed’. Følsomhed er nok et mere passende ord.
