Der er et øjeblik, som for tiden gentager sig igen og igen, hvor det med stor erkendelsesstyrke går op for mig, at det ikke længere er mig, der er ung. Jeg er som en guldfisk, der glemmer alt på vej rundt i hverdagens bowle, en voksenteenager i fornægtelse og insisterende streetwear. Jeg føler, at jeg har luret ungdommen, at jeg kan afkode dens symboler og æstetisk: soleklart tegn på, at betegnelsen ikke længere gælder mig.

Nu spiller ungdommen ofte ukulele og hedder Astrid Majse og Carl Emil, og jeg ved ikke, om jeg synes, at så kort pandehår klæder den. Og så er den færdig med at synes, at det er et ideal at forholde sig til verden med enten psykisk knofedt eller ironisk distance.