En af mine skolekammeraters far reparerede enarmede tyveknægte i Aalborgs Tivoli, og en dag fik vi lov til at komme med uden for åbningstid. Vi fik en tur med spøgelsestoget, mens lyset var tændt, og en mand i orange kedeldragt reparerede et skelet med en løs skulder. Det ødelagde den forlystelse for mig for altid. Fra da af havde jeg gennemskuet alle de tricks, der skulle skræmme livet af os. Nå, der kommer Dracula op af kisten. Og om lidt falder der en kæmpeedderkop ned fra loftet. Man kan allerede høre snoretrækket, der hiver den op efter angrebet på vognen foran.
Det er samme fornemmelse, jeg fik under den tredje film om den dæmoniske dukke Annabelle fra ’The Conjuring’-universet, som efterhånden har gentaget sig selv så mange gange, at gysereffekterne ligner reflekser fra en hovedløs kylling.
