I 25 år har filminstruktør Ole Christian Madsen haft svært ved at sove. Siden han var i midten af 20’erne, har han haft problemer med at få slukket for både tankerne og fysikken om natten.
»Det er ikke kun tankemylder, uro og angst, der holder mig vågen. Det kan også være helt fysisk, at jeg ikke ønsker at ligge stille, men gerne vil i gang med et eller andet«.
I starten oplevede han det som en cyklus.
»Det var nærmest en slags søvnmenstruation. Jeg havde 5-6 dage om måneden, hvor jeg bare ikke kunne sove. Så vendte det pludselig, og så sov jeg fint i tre uger, inden det startede forfra«.
