Otte timers søvn i ensomhed i et svalt og stille rum har ikke altid været forestillingen om en god nats søvn.
Før i tiden sov folk på landet nøgne, bange og ofte halvvejs siddende i halvanden meter lange alkover for at kunne få vejret gennem de luftvejslidelser, som hårdt arbejde, fugt og kulde resulterer i. Andre lå på en sæk på gulvet eller trykket ned i en slagbænk.
Men under alle omstændigheder var man aldrig alene. Bønderne sov sammen med både børn, gæs, lam og tyende for at holde varmen – og af angst for, hvad mørket gemte på. Lydsporet bestod af snorken, prutter, hoste og kradselyde på grund sengekammerater som lus og lopper.
»Når alle sov sammen, var det ikke kun for at holde varmen. Det var også, fordi der var en grundlæggende angst for at være alene«, fortæller etnolog og seniorforsker på Nationalmuseet Mikkel Venborg Pedersen, der gennem folkelivsskildringer, rejseberetninger og konkrete genstande som senge, alkover, dyner og natpotter i bogen ’I søvnens favn’ har undersøgt den danske bondes søvn 1600-1850.
