Vi lytter til rislende vandfald via apps for at falde i søvn, bruger tusindvis af kroner på helt særlige senge med helt særlige fjedrende madrasser. ’Har du sovet godt?’, spørger vi hinanden.
Vi interesserer os for søvnen, men hvorfor? Vi laver jo ikke noget, når vi sover. Alligevel vrimler hele den vestlige kulturhistorie med både søvnløse og sovende skikkelser, og særligt litteraturen er optaget af ekstreme søvnmønstre. Tænk bare på Tornerose, der dømmes til at sove i 100 år.
Selv om søvnen er et simpelt kropsligt behov, der afbryder vores bevidsthed, er den også kulturel og politisk og knytter sig til både skamfulde følelser, kønsstereotyper og samfundets forfald.
Den sovende skønhed er fast inventar i den vestlige kulturarv. Allerede i antikkens vase- og vægmalerier ser vi det: Kongedatteren Ariadne falder på øen Naxos i en dyb, trancelignende søvn svøbt ind i løst klædestof, og hendes elskede, helten Theseus, stikker af.
