Det kan godt være, der er folkefest og farver over operafestivalen, som i den næste uges tid indbyder til både operette på vandet og ’La Bohème’ på cykel. Men fredag aften i Christian IV’s gamle børs var det hele strammet ind til et spørgsmål om bare to stemmer på scenen. Ledsaget af en pianist med øjne og ører på stilke.
Copenhagen Opera Festival er folkelig, men festivalens hjerte set fra et sangligt synspunkt er – lidt underligt for en operafestival – ikke opera, men derimod klassisk kunstsang i det intime liedformat. For festivalchef Peter Lodahl har det de sidste tre år været de såkaldte ’Børsen Recitals’, der har udgjort spidsen af jetjageren, og fredag blev serien sendt på vingerne med to sangere, der faktisk fortjener den ellers misbrugte etiket stjernekunstner.








