Prøv at tænke 12 år tilbage. Du var et andet sted i dit liv, hvorfor du formentlig gjorde noget, som du ikke er stolt af den dag i dag. Forestil dig så, at din kommende arbejdsgiver graver en episode fra dit liv frem, der er så graverende, at du ender med at blive fyret, inden du reelt set har haft din første arbejdsdag.
For den amerikanske komiker og skuespiller Sarah Silverman er det ikke bare et tænkt eksempel. Tilbage i 2007 lavede hun en sketch i sit show ’Sarah Silverman Program’, hvor hun var malet sort i ansigtet og udtalte følgende:
»Jeg ser ud som den smukke Queen Latifah (en amerikansk sanger og model, red.), lige før hun går ind i en baptistkirke og siger: Jeg er sort i dag«.
Joken har netop kostet hende en filmrolle. Det er kommet frem, efter hun medvirkede i The Bill Simmons Podcast i sidste uge, skriver blandt andet CNN og The Guardian. Ifølge CNN er Sarah Silverman kendt for at have »provokerende materiale« med på scenen, når hun laver comedy, men hun har tidligere udtalt i magasinet Gentlemen’s Quarterly, at hun ikke er stolt af den joke, der nu har fået hende fyret.
»Jeg skulle for nylig medvirke i en rolle i en film – en rigtig god rolle, faktisk. Men aftenen før filmoptagelserne skulle begynde, blev jeg fyret, fordi de havde set et billede, hvor jeg optræder med blackface. Jeg vidste godt, at der var racisme i USA, da vi lavede showet. Og jeg ønskede at belyse det på en eller anden måde gennem comedy. Men jeg vidste ikke, at politifolk dræbte ubevæbnede afroamerikanere regelmæssigt. Den viden ændrede mit livssyn«, fortæller hun i podcasten.
Altid provokerende instruktør er tilbage og whitefacer syv sydafrikanske skuespillere på københavnsk teaterFarligt at være komiker
Hun siger også, at hun ikke gjorde modstand i forbindelse med fyringen, da hun fik at vide, at der var fundet en ny skuespillerinde i stedet for hende. Alligevel kalder hun hele episoden for nedslående og fortæller, at den gjorde hende »virkelig, virkelig ked af det«, fordi hun ifølge sig selv altid har tilstræbt at gøre det rigtige.
Selv om Sarah Silverman i interviewet med Gentlemen’s Quarterly for et år siden fortalte, at hun ville ønske, at joken kunne slettes, erkender hun, at det ikke er muligt – hvilket fyringen bekræfter. Hun ønsker dog at tage ved lære af den. Det fremgår af hendes medvirken i The Bill Simmons Podcast, hvor hun sammen med værten taler om debatkulturen i USA, der ifølge hende har gjort komikere særligt udsatte på grund af de jokes, de har lavet op igennem deres karrierer, og som sidenhen indhenter dem. Hun betegner debatten som en form for ’godhedens porno’.
»Jeg synes, det er virkelig skræmmende. Hvis man siger noget forkert eller politisk ukorrekt, hvis man på et tidspunkt har skrevet noget på Twitter, kaster alle den første sten. Det er så mærkeligt, og det er en forvanskning – noget i retning af: Se, hvor god jeg er. Jeg vil hele dagen se efter, hvor mange likes jeg har fået for min godhed«.
Hvilken film, der er tale om, bliver ikke nævnt i podcasten. Sarah Silverman taler dog i negative vendinger om en såkaldt annulleringskultur, hvor meninger, holdninger og udtalelser fra kendte bliver gravet frem via sociale medier for at blive be- og fordømt af en nutidig moral i samfundet og offentligheden.
fortsæt med at læse








