En enkelt studerende har skabt overskrifter og fået sat en professor under lup på det private non-profit-universitet The New School på Manhattan i New York, USA.
Professoren er blevet anklaget for racisme, og hun undersøges nu af ledelsen efter at have citeret aktivisten James Baldwins brug af ordet ’nigger’, skriver the Guardian.
Hændelsen skete sidste efterår, da professor og Pulitzer-nomineret digter Laurie Sheck underviste i ’radical questioning’ i litteratur og non-fiktion – hvilket kan oversættes som kunsten at stille svære, progressive spørgsmål til samfundet og den måde, vi lever på.
I den forbindelse skulle de studerende læse et essay fra 1962 af den berømte forfatter og aktivist for sortes rettigheder, James Baldwin. Som en del af undervisningen nævnte Laurie Sheck den anmelderroste dokumentar om Baldwin fra 2016 ’I am not your Negro’.
Kristoffer Hegnsvad: ’I Am Not Your Negro’ er et mesterværk både i form og indholdHun bad de studerende diskutere, hvorfor titlen var blevet ændret fra det oprindelige citat, som stammer fra James Baldwins optræden i et talkshow, hvor han sagde: »I am not your nigger«.
Ifølge Laurie Sheck selv fik hendes direkte citat af Baldwin en hvid studerende til at protestere. Da den studerende argumenterede for, at man aldrig måtte bruge dette ord, svarede Laurie Sheck, at dette var »én måde at se det på«, har hun fortalt Higher Education.
Laurie Sheck blev flere måneder senere indkaldt til et møde med universitets ledelse, hvor hun blandt andet fik udleveret universitetets retningslinjer for god opførsel og bedt om at læse op på dem. Men sagen slutter ikke her, fortæller hun The Guardian. Universitetet holder sagen åben og er tilsyneladende i færd med at undersøge hende – på trods af at hændelsen med James Baldwin-timen umiddelbart er faldet for universitets forældelsesfrist for klager.
»Jeg er holdt hen i total uvidenhed med disse beskyldninger mod mig, der fortsat eksisterer, og undervisningen begynder igen om to uger«, siger hun til det britiske medie.
De kæmper for demokratiet: Akademikere skal stille farlige spørgsmål, men stille våbnene uden for dørenTil Higher Education siger hun, at hun anerkender, at tiderne har ændret sig, og at den almene holdning til ordet ’nigger’ i dag er en anden, men netop derfor er det hendes mål at hjælpe de studerende med at udforske og reflektere over disse forandringer på egen hånd.
Adspurgt om hun giver den konkrete studerende, der har klaget, skylden for, at hun nu bliver undersøgt for racisme, svarer hun nej.
»Jeg giver ikke nogen skylden for noget. Det er en del af det, vi har brug for her – en kultur, hvor alle har ret til at ytre deres holdning«.
På Twitter udtrykker flere af hendes tidligere studerende opbakning til Laurie Sheck og roser hendes undervisning.
»For mig, som en POC (person of colour, red.) og tidligere studerende under Laurie Sheck, virker enhver anklage mod hende ikke bare urimelig, men også til grin. Beskyt ytringsfriheden i klasseværelset, beskyt det på universiteterne«, skriver eksempelvis Nat Myers på Twitter.
The New School blev grundlagt i 1919 med en mission om at promovere kritisk tænkning og akademisk frihed.
fortsæt med at læse
»Det er meget anderledes, end det jeg havde forestillet mig«
-
Rektor på KU: Jeg siger jo heller ikke længere ’kejthåndet’ om personer, der er venstrehåndede
-
James Baldwin tager os med på en kigger: Må en sort forfatter skrive om to hvide, der har sex?
-
Black History Month: Et oprør tordner mod de gamle, såkaldt hvide kulturinstitutioner som Grammy og Super Bowl









