Jeg er klar til at gøre alle de ting, din mand ikke vil gøre«, siger r&b-sangeren Joe i den talte intro på sin på en og samme tid vådt flydende og stramme sexballade ’All the Things (Your Man Won’t Do)’. Den er fra 1997. Ægte 1990’er-r&b, som var det eneste, jeg lyttede til dengang. Lige før jeg sprang ud som student. Lige før jeg sprang ud som homo.
Min cd-samling blev af en ven miskrediterende kaldt et rædselskabinet og bestod nærmest udelukkende af den blødeste soulmusik og den mest sexede klub-r&b, jeg kunne finde i provinsbyens pladebutikker. De andre hørte grunge og rock, I guess. Jeg sad på mit værelse og hørte ’Unbreak my Heart’.








