Så kører det igen for den gamle øgle. Ikke mindre end 66 millioner år efter at den sidste Tyrannosaurus rex (T.rex) udåndede igennem sit imponerende tandsæt, genopstår rovdyret i hvert fald på en serie af 12 frimærker, som det amerikanske postvæsen har udgivet.
At netop T.rex af børn i mange aldre regnes for dyrenes absolutte konge gennem tiderne, er de færreste vist i tvivl om.
Og ligesom de billeder, vi andre bærer på nethinden af den frygtindgydende og imponerende skabning, falder i to kategorier, gør også billederne på de nye frimærker. Nemlig henholdsvis af dyret, som man forestiller sig, at det har set ud med kød og blod i fuld firspring gennem junglen, og som de fossilerede rester af knogler og tænder, der i dag er tilbage.
Billederne er udført af Julius Csotonyi, hvis vægmalerier af T.rex pryder Smithsonian National Museum of Natural History i Washington. Frimærkerne viser den berømte øgle på forskellige stadier af livet: fra lille nyudklækket, fjerklædt unge – nærmest nuttet – og til al dens voksne vælde.
To af frimærkerne er sågar belagt med et ekstra lag, som får T.rex til at bevæge sig, når man flytter billedet frem og tilbage.
Midt i glæden over genopstandelsen kan man selvfølgelig også, hvis man er T.rex, føler sig nært beslægtet med dem eller bare føler for dem, ærgre sig over, at de først kommer på frimærker på et tidspunkt i evolutionshistorien, hvor også breve er på vej til at uddø.
fortsæt med at læse








