Hvornår begyndte børn at drikke mælk fra køer og geder? Svaret er vigtigere, end man måske lige tror. For da vores forfædre fandt på at give deres børn dyremælk, kunne de vænne dem fra moderens bryst i en tidligere alder.
Og så var der plads til nye børn. Med andre ord: Da komælk kom på børnemenuen, voksede befolkningen.
Og noget kunne tyde på, at europæiske børn allerede for 7.000 år siden blev flasket op med dyremælk, og at de små lerflasker eller krus i senere perioder blev mere raffinerede og – ikke ulig vore dages krus til små mennesker – udsmykket eller ligefrem udformet som dyr.
For nylig lykkedes det at analysere indholdet i den slags lerkrus i op til 3.200 år gamle barnegrave i Bayern, og forleden kunne tidsskriftet Nature så afsløre, at tre af krusene engang indeholdt mælk, som formentlig kom fra køer eller geder.
Dyremælk var mindre velegnet end modermælk og medførte en risiko for bakterieoverførsel og diarré, fortæller Julie Dunne, geokemiker fra det britiske University of Bristol, som er blandt rapportens forfattere.
Men fordelene var større end ulemperne.
At forældre også dengang forsøgte at glæde deres børn – eller måske bare at få ro i hytten – ses ifølge Julie Dunne i udformningen af krusene.
»De er jo«, siger hun til The New York Times, »nærmest legetøj«.
fortsæt med at læse








