Vi havde allerede besøgt Frihedsgudinden, Ellis Island og Wall Street. Min søn Elias på 14 var gået igennem dagen med let opspilede øjne og et underligt smil, der syntes at have taget fast bolig i hans ansigt. Det var første gang, han bevægede sig rundt i bunden af Manhattans skov af skyskrabere og på egen krop mærkede byens tyngde. Det kunne ses.
Selv havde jeg oplevet det hele før og tog derfor dagen i lavt gear og lænet en anelse ind i mig selv. Lige indtil vi trådte hen til det sidste punkt på dagsprogrammet: det ene af de sorte, kvadratiske aftryk efter World Trade Centers tårne, monumentet over ofrene for angrebet 11. september 2001. Og uden varsel stod jeg og stirrede ned i et tavst mørke af uoprettelige tab, der lige så meget syntes at åbne sig inde i mig som i dybet foran mig.
