Vi havde allerede besøgt Frihedsgudinden, Ellis Island og Wall Street. Min søn Elias på 14 var gået igennem dagen med let opspilede øjne og et underligt smil, der syntes at have taget fast bolig i hans ansigt. Det var første gang, han bevægede sig rundt i bunden af Manhattans skov af skyskrabere og på egen krop mærkede byens tyngde. Det kunne ses.
Selv havde jeg oplevet det hele før og tog derfor dagen i lavt gear og lænet en anelse ind i mig selv. Lige indtil vi trådte hen til det sidste punkt på dagsprogrammet: det ene af de sorte, kvadratiske aftryk efter World Trade Centers tårne, monumentet over ofrene for angrebet 11. september 2001. Og uden varsel stod jeg og stirrede ned i et tavst mørke af uoprettelige tab, der lige så meget syntes at åbne sig inde i mig som i dybet foran mig.
Egentlig var det bare vand, der drev ned ad kvadratets let skrånende sider af sort granit, gled hen over den flade bund dernede og – midt inde i en mindre kvadrat – fortsatte sit fald nedefter. Men fornemmelsen var ny og ordløs. Af en by, der ikke rejste sig i trods efter slaget måske, men tog smerten til sig og lod de to sår blive siddende i sit væv som ar. Med en evig strøm af mørke, der bare blev ved med at falde. Med alt, hvad ofrene tog med sig i deres fald. Og hvad de efterlod sig heroppe af smerte og savn.
I et par minutter befandt jeg mig i en diffus verden af sanseindtryk og fornemmelser. Også kaldet: nuet. Et sted, vi bruger den første halvdel af vores liv på at slippe ud af – og resten på at længes tilbage til.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
