0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Vejviser til nuet for vanemennesker: Sådan pepper du dit liv op med lidt kaos

Livet har form som en tragt, sagde Klaus Rifbjerg. Først åbner det sig i en rus af smerte, leg og lykke. Til sidst snævrer det igen ind. Og størkner i vaner. Men hvordan blander man egentlig en livgivende cocktail af kaos og orden? Nils Thorsen giver et bud i denne kulturkommentar.

Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix

Jo ældre man bliver, jo mere holder man af at have overblik og undgå overraskelser, skriver Nils Thorsen. Som børn sanser og improviserer vi os igennem lange dage og endeløse år af lykke og rædsel. Hvordan bevare udsigten oppe fra alderens udkigstårn og samtidig opleve lommer af rus neddykket i det myldrende nu?

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi havde allerede besøgt Frihedsgudinden, Ellis Island og Wall Street. Min søn Elias på 14 var gået igennem dagen med let opspilede øjne og et underligt smil, der syntes at have taget fast bolig i hans ansigt. Det var første gang, han bevægede sig rundt i bunden af Manhattans skov af skyskrabere og på egen krop mærkede byens tyngde. Det kunne ses.

Selv havde jeg oplevet det hele før og tog derfor dagen i lavt gear og lænet en anelse ind i mig selv. Lige indtil vi trådte hen til det sidste punkt på dagsprogrammet: det ene af de sorte, kvadratiske aftryk efter World Trade Centers tårne, monumentet over ofrene for angrebet 11. september 2001. Og uden varsel stod jeg og stirrede ned i et tavst mørke af uoprettelige tab, der lige så meget syntes at åbne sig inde i mig som i dybet foran mig.

Egentlig var det bare vand, der drev ned ad kvadratets let skrånende sider af sort granit, gled hen over den flade bund dernede og – midt inde i en mindre kvadrat – fortsatte sit fald nedefter. Men fornemmelsen var ny og ordløs. Af en by, der ikke rejste sig i trods efter slaget måske, men tog smerten til sig og lod de to sår blive siddende i sit væv som ar. Med en evig strøm af mørke, der bare blev ved med at falde. Med alt, hvad ofrene tog med sig i deres fald. Og hvad de efterlod sig heroppe af smerte og savn.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce