Vi havde allerede besøgt Frihedsgudinden, Ellis Island og Wall Street. Min søn Elias på 14 var gået igennem dagen med let opspilede øjne og et underligt smil, der syntes at have taget fast bolig i hans ansigt. Det var første gang, han bevægede sig rundt i bunden af Manhattans skov af skyskrabere og på egen krop mærkede byens tyngde. Det kunne ses.
Selv havde jeg oplevet det hele før og tog derfor dagen i lavt gear og lænet en anelse ind i mig selv. Lige indtil vi trådte hen til det sidste punkt på dagsprogrammet: det ene af de sorte, kvadratiske aftryk efter World Trade Centers tårne, monumentet over ofrene for angrebet 11. september 2001. Og uden varsel stod jeg og stirrede ned i et tavst mørke af uoprettelige tab, der lige så meget syntes at åbne sig inde i mig som i dybet foran mig.
Egentlig var det bare vand, der drev ned ad kvadratets let skrånende sider af sort granit, gled hen over den flade bund dernede og – midt inde i en mindre kvadrat – fortsatte sit fald nedefter. Men fornemmelsen var ny og ordløs. Af en by, der ikke rejste sig i trods efter slaget måske, men tog smerten til sig og lod de to sår blive siddende i sit væv som ar. Med en evig strøm af mørke, der bare blev ved med at falde. Med alt, hvad ofrene tog med sig i deres fald. Og hvad de efterlod sig heroppe af smerte og savn.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
