Hvad gør et ensemble som Ørkenens Sønner, når tidens vinde blæser stiv kuling lige i ansigtet? De tilpasser sig naturligvis, om end kun på skrømt. Derfor er kampråbet ’fisse, fisse, fez, fez’ afskaffet til fordel for en mere politisk korrekt version, der ikke knytter an til mandschauvinistisk seksualkrænkelse og nedgøring af en marokkansk hovedbeklædning med stor identitetsmæssig betydning.
Sådan må det være, og logebroder Ali Bubbas Barkhar straffes således også behørigt, idet han ikke formår at leve op til tidens krav om passende adfærd i omgangen med det modsatte køn. Han må lide den tort at få revet kvisten af sin fez, og dermed mister han også retten til at ytre sig i Ørkenens Sønner-logen: For den, der ikke har hår på fezen, skal holde sin bøtte. Desværre er dette årsagen til, at publikum aldrig får slutningen på den ellers lystige vise om, hvad der skete i det kopirum med hende Birthe fra Virum, da lysterne vældede op i den letbevægelige logebroder.








