Jennifer Lopez er en meget smuk kvinde. Det er den eneste håndfaste konstatering i ’Hustlers’, selv om den vist nok også gerne vil sige lidt om grådighed og kvindesammenhold i en mandsdomineret verden. Hun er også en god skuespiller, men man ser mere til hendes røv end til hendes talent for replikaflevering i filmen, der handler om en gruppe strippere, som lever det gode liv før finanskrisen i 2008, men som herefter begynder at snøre de mænd, der stadig har noget tilbage på bankkontoen.
Det kan absolut opfattes som en succeshistorie, at den 50-årige Lopez har fået en stor rolle, hvor hun er mere sexet end nogensinde, selv om hun som alle kvindelige skuespillere omkring de 40 år ifølge uskrevne regler i Hollywood ikke burde være fuckable længere. I 2015 fortalte Maggie Gyllenhaal, hvordan hun som 37-årig blev vraget til en rolle, fordi hun var for gammel til at spille romantisk partner til en 55-årig mand. Samme år lavede komikeren Amy Schumer sin berømte sexismesketch, hvor Tina Fey og Patricia Arquette fejrede Julia Louis-Dreyfus sidste fuckable-dag.








