Der hersker ingen tvivl om, at ’Jan Sonnergaard er ikke død’ på Edison er lavet med de varmeste følelser for den afdøde forfatter, der også var kendt for sit søde og generøse væsen. At stykket kompromisløst hylder ’Søde-Jan’, som Søde-Jan skal hyldes – med alt hvad man kan forestille sig af forvrøvlet idérigdom, klog bodegasnak og forhutlede karakterer – er på den ene side det mest særprægede og sympatiske ved stykket.

På den måde at ville give en forfatter og hans værk et aftryk på en scene er en skøn ambition, der i disse år også stortrives på de danske scener. Og som stemning og temperament er Jan Sonnergaard stærkt til stede i stykket, selv om intrigen er, at han er blevet væk.