Et belgisk galleri, Axel Vervoordt Gallery, har åbnet en udstilling med murstensskulpturer af danskeren Per Kirkeby. Det er ikke første gang, at disse kontroversielle skulpturer kan ses i byen Antwerpen. For tager man en tur lidt uden for bykernen, kommer man til Middelheim, der er et af verdens mest kendte udendørs- eller friluftsmuseer for moderne billedhuggerkunst.
Her har der i flere årtier befundet sig en skulptur af den danske billedhugger, et temmelig stort og nærmest labyrintisk værk fra 1993, som man kan blive helt væk i, hvis man går indenfor. Den står på en græsplæne, under himlen, som noget af tiden er blå. Men skulle det komme til at regne, bliver man gennemblødt.
Uanset at de er skabt af mursten, er de kunst
For Kirkebys skulpturer har ikke noget tag. De er ikke arkitektur. Og de er ikke lavet for at afhjælpe manglen på billige boliger. Uanset at de er skabt af mursten, er de kunst.
I Axel Vervoordt Gallery, i Wijnegem, en forstad til Antwerpen, kan man se på disse værker af Kirkeby tørskoet. I samarbejde med bl.a. Wienerberger Nv (en producent af byggematerialer, bl.a. mursten), Arne Fremmich (Kirkebys partner) og Galleri Susanne Ottesen (en af Kirkebys kunsthandlere) har man samlet en række murstensskulpturer, som efter sigende ikke har været vist, siden de blev ’bygget’ på Læsø helt tilbage i 1980’erne. Læsø var stedet, hvor Kirkeby normalt tilbragte sine somre.
Gruppemøde
Hertil kommer så en temmelig stor sag fra 1991, ’Nordhorn’, der er tre meter høj og har et grundareal på 8 meter gange 8 meter, og som først er realiseret i forbindelse med den aktuelle udstilling. Værket kan beskrives som et gruppemøde mellem otte store cylinder- eller siloformede konstruktioner.
Selvfølgelig kan man forsvinde ind i ’Nordhorn’, ligesom man kan det med skulpturen i Middelheim Museum. Det er faktisk meningen med disse arbejder, at man skal kunne gøre det samme med dem, som man normalt gør med huse: Man skal invadere dem og tage dem i besiddelse for at kunne opleve dem. De skal ikke nydes på afstand.
Taler man om inspirationen til dem, kommer man ikke uden om en bygning som Grundtvigskirken på Bispebjerg
De er også lavet med den samme type røde mursten, som man især tidligere byggede huse og kirker med, ikke mindst i Danmark. Taler man om inspirationen til dem, kommer man ikke uden om en bygning som Grundtvigskirken på Bispebjerg.
Det var i denne store kirkes umiddelbare nærhed, at Kirkeby tilbragte sin barndom. Det var i den, at han blev døbt, konfirmeret og senere gift, og det var fra den, at han i maj sidste år blev bisat.
Udstillingen i Axel Vervoordt Gallery varer til 22. februar 2020.
-----------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at syv af figurerne i 'Nordhorn' omkranser den ottende, men værket består af otte cylindre i en rundkreds med et tomt rum i midten. Der stod også, at udstillingen i Belgien er den første med Per Kirkebys murstensskulpturer siden hans død, men det er ikke rigtigt: Det var udstillingen 'Maskiner for lys og skygge' på Museum Jorn i Silkeborg sidste efterår.
fortsæt med at læse








